Brødre holdt det hemmeligt: Nye detaljer om handlen bag Old Irish Pub er blevet afsløret
Old Irish Pub fik for nylig en kapitalfond ind i ejerkredsen. Ejerfordelingen blev holdt hemmelig. Indtil nu.
I midten af august kom det frem, at den danske barkæde Old Irish Pub havde fået kapitalfonden Standard Investment ind i ejerkredsen.
Hvor stor en bid Standard Investment havde købt af Old Irish Pub, og hvad kapitalfonden havde betalt for det, blev holdt hemmelig.
Men nye oplysninger i cvr-registeret kaster et lys over i hvert fald ejerfordelingen i Old Irish Pub.
Standard Investment har nemlig overtaget kontrollen over Old Irish Pub. Kapitalfonden sidder nu på over 50 pct. af både anparterne og stemmerne i Old Irish Pub.
Det fremgår af oplysninger fra OIP Group ApS, der er den nye øverste danske virksomhed i en ny selskabskonstruktion bag Old Irish Pub.
Selvom brødrene Peder og Kristian Blak nu har solgt majoriteten af Old Irish Pub, er de stadig dybt involveret i driften af barkæden.
Peder Blak er nemlig fortsat adm. direktør.
»Som vi meldte ud, da vi offentliggjorde samarbejdet, ser både den oprindelige ejerkreds og Standard Investment dette som et partnerskab, hvor vi lytter til hinanden og bruger hinandens stærke sider til at styrke hele virksomheden,« skriver han i en mail til Finans.
Peder Blak oplever derfor også, at han som direktør og medejer har samme indflydelse på udviklingen, som han havde, før partnerskabet blev etableret. Til trods for, at den ultimative kontrol nu er hos Standard Investment.
»Nu har jeg bare nogle meget dygtige mennesker til at hjælpe med, at vi gør tingene endnu bedre,« skriver han.
Brødrene Blak sidder nu ifølge cvr-registeret hver især på mellem 20 og 24,99 pct. af Old Irish Pub, mens formanden Christian Ingemann har mellem 5 og 9,99 pct. af ejerskabet.
Med Standard Investment ombord skal der sættes turbo på væksten i Europa med et indledende fokus på ekspansion til Holland og Belgien.
Old Irish Pub har hidtil været den største familieejede pubkæde i Nordeuropa med mere end 1.800 medarbejdere og 5 millioner besøgende hvert år.
Omsætningen landende i 2022 på lige over 400 mio. kr., mens overskuddet endte på knap 28 mio. kr.

