Novo Nordisk ramte toppen i dag: Det mest værdifulde selskab i Europa
Der skal målfoto til, men Novo Nordisk har i dag akkurat overhalet den franske gigant LVMH og kortvarigt indtaget positionen som Europas mest værdifulde børsnoterede selskab.
Den danske medicinalgigant Novo Nordisk overhalede i dag kortvarigt den franske koncern LVMH og indtog positionen som Europas mest værdifulde selskab.
Det viser data indsamlet af Reuters.
Ifølge disse beregninger var Novo Nordisk i formiddags 421 mia. dollars værd inklusive unoterede aktier. LVMH var på samme tidspunkt 420,97 mia. dollars værd, så der er brugt målfoto for at fastslå, at Novo Nordisk rent faktisk var nummer et.
LVMH har ifølge Reuters fastholdt positionen som Europas mest værdifulde selskab siden februar 2021, så det giver genlyd, at konglomeratet – om end kortvarigt – er blevet overhalet af Novo Nordisk. I løbet af dagen rettede aktiekursen på det franske selskab sig, og Novo Nordisk blev igen skubbet ned som nummer to.
Meget tyder dog på, at Novo Nordisk kortvarige visit på toppen kan blive fulgt af flere og længerevarende ophold som nummer et. For kursen på Novo Nordisk-aktien er steget 38 pct. i år, og indtjeningen løftes af stærk efterspørgsel på selskabets midler til behandling af diabetes og fedme.
LVMH er omvendt under pres af den økonomiske afmatning i Kina. Det afspejler sig i selskabets aktiekurs, som siden midten af juli har været for nedadgående.
LVMH er blandt verdens største producenter af luksusvarer og har stærke varemærker i kategorier som parfume, mode, vin, spiritus, ure og smykker. I disse kategorier bliver forbruget ramt under en økonomisk afmatning, mens medicin er er et langt mere konjunkturresistent produkt, som hovedparten af kunderne køber i både gode og dårlige tider.
Økonomiministeriet opjusterede i går – torsdag – forventningerne til dette års vækst i Danmarks bruttonationalprodukt fra 0,6 til 1,2 pct. Det skete blandt andet med henvisning til en meget stærk udvikling i medicinalindustrien anført af sværvægteren Novo Nordisk.

