"Swikini" og selvrensende fortov - opfindsomheden er stor, viser ny patentgennemgang
En gennemgang af patentansøgninger, som det britiske patentkontor Intellectual Property Office (IPO) har modtaget og behandlet, afslører stor opfindsomhed.
Kreative hjerner er der nok af i jagten på den næste store erhvervssucces.
Det står klart efter, at avisen The Guardian har gennemgået de patentansøgninger, som det britiske patentkontor Intellectual Property Office (IPO) har modtaget og behandlet det seneste år.
Blandt de tusindvis af ansøgninger finder man mange, der tager udgangspunkt i daglige irritationer eller samfundsmæssige udfordringer.
For at starte med irritationerne, så er Susan Herman of Beaumaris fra Wales nok en af de mange, der fra tid til anden har oplevet at træde i efterladenskaber fra en hundelufteres bedste ven. Derfor har hun opfundet det selvrensende fortov, som udover at fjerne hundens hømhøm ved at skylle den i kloakken med et automatisk skyl også via en lugtsensor kan fornemme, hvornår hunden har forladt fortorvet.
I en ganske anden retning findes en samfundstendens, der bunder i den stigende kropsbevidsthed. For mange kvinder er det ifølge opfinderen Samantha Brindley fra Middlewich i Cheshire svært at tage bikini på, fordi man er flov over at vise maven frem mellem bikinitop og underdel. Løsningen er en ”swikini”, som er en badedragt, hvor mellemstykket mellem bikinitoppen og trussen er et stykke stof eller plastic, der ligner ens hud til forveksling.
En af ansøgerne har allerede fået et kommercielt skulderklap i form af en investering fra den britiske pendant til det danske tv-program ”Løvens Hule”. Victoria Miller fra Glasgow modtog en investering fra den britiske investor Sara Davies for sin opfindelse, der ligesom en babyalarm overvåger barnet og på baggrund af barnets temperaturcyklus kan fortælle, hvornår barnet trænger til at sove. Davies lagde godt 1,3 mio. kr. for en ejerandel på 30 pct.
Men det er ikke kun folk med en mere ukendt baggrund, der har Georg Gearløs-hatten på. Støvsugervirksomheden Dyson er den britiske virksomhed med flest registrerede patenter - nemlig 234 efterfulgt af amerikanske IBM og bilproducenten Land Rover/Jaguar.
Også danskere og danske virksomheder er gode til at opfinde og innovere. Således lå Danmark helt i toppen af listen over lande, der søgte om patent hos den europæiske patentmyndighed EPO i 2022. Ifølge Patent og Varemærkestyrelsen blev der sidste år indgivet 2644 danske ansøgninger til EPO, og det blev kun overgået af Schweiz og Sverige målt ift. befolkningstallet.
Tilbage i Storbritannien krydser Andersen Cheng fingre for, at han har opfundet den næste blockbuster til hjemmet. Et vattæppe med mindre isolering omkring skridtet, så mandens genitalier forbliver køligere og dermed forhåbentlig mere reproduktive.
I alt blev der indgivet 6416 ansøgninger til det britiske patentkontor i 2022.



