Fortsæt til indhold

Mød Salehe Bembury: Den ukronede konge af sko

Han har designet for Kanye West, Donatella Versace og New Balance. Nu laver han samarbejder i sit eget navn, og produkterne er svære - og dyre - at få fingrene i.

Salehe Bembury blev for alvor kendt som skodesigner under Donacella Versace, men siden har han lavet samarbejder med både New Balance, Crocs og mange flere. Foto: Crocs
Erhverv

Salehe Bembury har sat sit fingeraftryk på et partnerskab med Crocs. Bogstavelig talt.

De farverige, træsko-lignende sandaler er en tredimensionel gengivelse af designerens eget fingeraftryk, som i øvrigt bliver videresolgt til overpris længe efter, de er udsolgt.

Men historien om designeren Salehe Bembury starter meget tidligere.

Ikke helt for alvor, da han som barn tegnede sko formet som dinosaurer i sine notesbøger. Nok heller ikke, da han begyndte at studere på linjen Industrielt Design ved Syracuse University i New York, hvor han er født og opvokset.

Men måske da han designede sko for Kanye Wests Yeezy-brand. Eller da han i 2017 sendte en uopfordret ansøgning som skodesigner til Donatella Versace og blev ansat.

Det fortæller The Wall Street Journal i et aktuelt portræt af den ukronede sko-konge, som står bag nogle af de mest »fremadskuende« designs i sin branche.

Først efter han var med til at etablere Versace som et brand, der sælger sko, begyndte han at designe i sit eget navn - og det har ført til samarbejder med bl.a. New Balance og Crocs, som er blevet revet ned fra hylderne.

For eksempel berettede Financial Times i 2022 om én, der stod i kø til Salehe Bemburys Crocs-design i 9,5 timer.

Og på handelsplatformen StockX skal man slippe 5.500 dollars (38.000 kr.) for ét af hans New Balance-designs i en størrelse 37,5. Er man så heldig at bruge størrelse 42,5 - den mest producerede størrelse i sneakers-regi - kan man slippe med den nette sum af 590 dollars (4.000 kr.). Designet hedder Peace Be The Journey.

I forbindelse med udgivelsen af skoene fortalte han, at missionen med hans karriere er »inklusion, muligheder og ressourcer for folk, der ser ud som mig«.

Det er en hentydning til, at han af flere internationale medier - herunder The New York Times - er blevet fremhævet som en af få sorte designere i sin branche.

I portrætter fra The Wall Street Journal giver Salehe Bembury sit bud på, hvordan fremtidens skomarked kommer til at se ud. Baseret på de erfaringer, han har gjort sig som »toneangivende« skodesigner.

Her fremhæver han teknologier som kunstig intelligens, der kan assistere i designprocessen, eller 3D-printere, der kan lade forbrugere printe deres egne sko hjemme i stuen. Dog mener han, at det ligger længere ude i fremtiden.

Tager man et kig på den lidt nærmere fremtid, har der over sommeren floreret rygter om et nyt samarbejde mellem New Balance og Salehe Bembury, efter designeren selv delte et billede af et endnu uset design til sine knap 800.000 følgere:

Artiklens emner
Modebranchen
Design