Fortsæt til indhold

Elon Musks sociale medie X sagsøger staten Californien

En ny lovgivning i staten Californien har fået det sociale medie X til at lægge sag an i en strid om ytringsfrihed.

Elon Musk købte Twitter, der nu går under navnet X, i oktober 2022 for 44 milliarder dollar. Foto: Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Den sociale medieplatform X, der tidligere var kendt som Twitter, har fredag lagt sag an mod staten Californien.

Omdrejningspunktet for søgsmålet er en ny lovgivning, der ifølge X hæmmer ytringsfrihed på sociale medier og er i strid med den amerikanske forfatning. Det skriver Reuters.

Lovgivningen pålægger sociale medieselskaber at offentliggøre deres politik og indsats for at fjerne stødende indhold herunder blandt andet misinformation, chikane, hadtale og ekstremisme.

Men den lov mener X går imod de forfatningsmæssigt beskyttede redaktionelle friheder.

Den ”sande hensigt” med lovgivning er at presse sociale medier til at fjerne indhold, som staten finder forkastelig, og dermed adoptere statens syn på politiske problematikker, lyder anklagen fra X ifølge The Guardian.

Elon Musk er en selvproklameret ”ytringsfrihed absolutist”.

Han har siden opkøbet i oktober 2022 fyret mange ansatte med ansvar for at monitorere og regulere indholdet på det sociale medie, og i samme periode er hadtale mod minoriteter steget ifølge organisationerne Anti-Defamation League og Center for Countering Digital Hate, skriver nyhedsbureauet AP.

Statsanklagerens kontor vil ifølge Reuters behandle søgsmålet og svare i retten.