Derfor ryger strømpriserne på himmelflugt mandag aften
Elprisen stryger til vejrs mandag aften. Det er der en særlig årsag til.
Uanset om man befinder sig øst eller vest for Storebælt, kan man forvente en fordobling af elprisen mandag aften.
Det fremgår af elselskabet Auras hjemmeside.
Ifølge Auras prisindeks var den højeste pris søndag 3,12 kr./kWh søndag, hvis man er bosat vest for Storebælt. Den stiger til hele 6,60 kr./kWh mellem kl. 19.00 og 20.00 mandag aften.
Øst for Storebælt var den højeste pris målt til 3,22 kr./kWh søndag, og den stiger til 6,69 kr./kWh mandag mellem kl. 19.00 og 20.00.
Priserne har den sidste uge ikke været højere oppe end 3,94 kr./kWh.
Den akutte stigning kommer bag på de danske elselskaber.
Ifølge Bjørn Skovhus, som er kommerciel direktør for Power Trading i Norlys Energy Trading, er man overraskede over, hvor meget priserne stiger i aften.
»Det havde vi ikke set komme. Men vi har måske nogle bud på hvorfor. Den helt overordnede forklaring er hedebølgen, vi har i Europa. For det betyder et markant højere forbrug i aftentimerne. Kombineret med at vi har mindre solproduktion, fordi den går tidligere ned her i september,« siger han.
En anden forklaring findes i Tyskland:
»I øjeblikket er der et kabel mellem Jylland, Fyn og Sverige, som er ude af drift. Derfor kobler vi på de tyske priser. I Tyskland har man udfaset det sidste kernekraft sidste år, så der mangler 4GW baseload (minimumsbehovet på et elnet på en dag, red.) derfra . Så det er et sammenfald af uheldige omstændigheder. Der er rigtig varmt, der mangler kabler, og derfor går vi så på den tyske pris i de her timer.«
Den tyske kernekraft er ellers normalt en fundamental forsyningskilde i europæisk sammenhæng - og nu er det altså første gang, at man som elforbruger oplever fjerde kvartal uden denne. Derfor skal man fremadrettet forvente større udsving i priserne, selvom de fra tirsdag ligger i et stabilt, normalt lejde igen.
»En del af løsningen på den slags udsving er flere forsyningsforbindelser. Lige nu arbejder man på forbindelsen Viking Link mellem Jylland og England, som forventes at være færdig til næste år. Så vil vi alt andet lige i sådan en situation her koble til den laveste pris mellem Tyskland og England,« siger Bjørn Skovhus.
Tidligere på sommeren har strømpriserne dog også taget store udsving den anden vej og sågar været i minus. Dette skyldtes mere almindelige forhold som vind og vejr.
1. juli blev der slået Danmarksrekord, da elprisen i en time midt på dagen var helt nede i minus tre kroner, skrev Nordjyske.
Det var dog ikke kun et fænomen, der var Danmark forundt.
Da stormen ved navn ”Hans” ramte Norden i august og førte til øget nedbør og høj vindproduktion, var der flere steder i Norden, hvor prisen på strøm var negativ, skrev det norske medie E24.
Elpriserne steg samlet set med 83 pct. i 2022 ifølge Forsyningstilsynet. Udviklingen skyldes blandt andet de stigende priser på gas, efter Rusland invaderede Ukraine.
I 2023 har prisen på den gennemsnitlige kilowatt-time været lavest mellem klokken 13-15, hvor den har ligget på omkring 0,47 øre ifølge energiselskabet Norlys.



