Fortsæt til indhold

Konkursramt altanfirma reddet af investorer

Danmarks største altanvirksomhed Altan.dk genopstår efter konkurs.

Casper Gorm Knudsen, adm. direktør i Altan.dk, overtog ledelsesposten efter sin far Peter Knudsen i 2016. Arkivfoto: PR
Erhverv

Kunder hos den konkursramte virksomhed Altan.dk kan ånde lettet op.

Selskabet, der er landets største indenfor sit felt, er blevet reddet fra en omfattende konkurs. I august måtte millionvirksomheden ellers dreje nøglen om og indstille driften. Det skete, efter den daværende ledelse blev opmærksom på »uregelmæssigheder i selskabets bogholderi« og måtte politianmelde en medarbejder.

Nu har en gruppe af investorer købt aktiviteterne ud af det konkursramte selskabet. Det skriver Sjællandske.

»Vi tror på virksomheden og produktionen, så vi overtager hele staben, alle ansatte og selve virksomheden og lave en genstart, hvilket faldt på plads i aftes,« siger Poul Plougmann, initiativtager til redningsplanen og en af flere erfarne erhvervsledere, der sikrer fortsættelse af Altan.dk, til mediet.

Ifølge de nye investorer vil Altan.dk blive genetableret med en ny ledelse. Den vil sikre, at berørte kunder får deres altaner som lovet, og har samtidig sprøjtet frisk kapital i virksomheden.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra selskabet. Det har endnu ikke været muligt.

Altan.dk har tråde tilbage til 1994.

De seneste fem år har selskabet tjent knap 19 mio. kr. efter skat. Virksomhedens egenkapital har også været også solid og lød i 2021/2022 på 33,7 mio. kr.

De nye ejere består ifølge Sjællandske af en kreds af personer og investorer, der har erfaring fra små, mellemstore og store danske erhvervsvirksomheder og kendskab til byggebranchen.

Udover Poul Plougmann består ejerkredsen af Søren Iversen, ejendomsfirmaet Printz Ejendomme fra Ringsted og flere medinvestorer.

»Altan.dk har en stærk markedsposition og et stort uforløst potentiale. På vegne af de nye ejere og nye ledelse glæder vi os enormt meget til at genstarte virksomheden sammen med teamet af dygtige og dedikerede medarbejdere til gavn for alle nuværende og fremtidige kunder,« siger Steen Hviid, der er bestyrelsesformand for den nye konstruktion, til Sjællandske.

Den nye ejerkreds overtager ikke Altan.dks svenske aktivitet.

Altanvirksomheden Altan.dk udspringer af Ringsted Bygningsentreprise, som blev stiftet af Peter Knudsen i 1994.

I 2006 blev Altan.dk stiftet og siden er familiefirmaet vokset til at være førende indenfor levering og etablering af altaner.

Artiklens emner
Konkurser
Altan.dk