Fortsæt til indhold

Better Collective overtager Tipsbladet

Sportsmediegruppen Better Collective køber fodboldmagasinet for et tocifret millionbeløb.

Jesper Søgaard er medstifter & adm. direktør i Better Collective. Pressefoto: Better Collective
Erhverv

Sportsklenodiet Tipsbladet, der har rapporteret om grønsværen i 75 år, kommer på nye hænder til oktober.

Den fremtidige ejer er Better Collective, som betaler 6,5 mio. euro - svarende til ca. 48,5 mio. kr. - for det kendte magasin.

»Opkøbet passer perfekt til vores vision at blive den førende digitale sportsmediegruppe og vores strategi om at opkøbe stærke mediebrands med et loyalt publikum. Jeg ser meget frem til at byde den dedikerede redaktion på Tipsbladet velkommen i Better Collective, og jeg er overbevist om, at vi sammen kan løfte indholdet, der i årevis har begejstret så mange danske sportsfans,« lyder det i en pressemeddelelse fra Jesper Søgaard, medstifter og adm. direktør i Better Collective.

Siden 2007 har Tipsbladets ejer heddet Henrik Stegger Nielsen. Han har lagt et knoklearbejde i at gøre forretningen »sund og bæredygtig« siger han i samme meddelelse.

»Jeg ved, at de både vil passe godt på Tipsbladet og med deres ambitioner og kompetencer udvikle det i endnu højere grad,« lyder det fra Henrik Stegger Nielsen, der følger med over i Better Collective sammen med de øvrige medarbejdere.

Bag Better Collective står Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen. De lagde grundstenene til milliardforetagenet, da de gik i gymnasiet.

I 2009 blev det til deres fuldtidsbeskæftigelse, og i 2018 blev selskabet børsnoteret i Sverige.

De gamle gymnasiekammerater har desuden selskabet Better Holding, der bl.a. har investeret i iværksætterfonden Dreamcraft og Kapitalfonden Vækstpartner Kapital. De to stod i øvrigt også i spidsen af en investorgruppe, som i 2021 købte 70 pct. af aktierne i Superliga-klubben Viborg FF.

Tipsbladet blev stiftet i 1948 og har siden 2000 eksisteret i sin nuværende digitale form som Tipsbladet.dk.

Parterne oplyser, at opkøbet ikke ændrer ved de finansielle mål for 2023.

Artiklens emner
Fodbold
Better Collective