Fortsæt til indhold

Iværksættere vender ryggen til Danmark: Sådan stoppes flugten

Den succesfulde vækstvirksomhed Trustpilot fravalgte Danmark i jagten på risikovillig kapital. Sammen med DI og Finans Danmark giver stifteren sin opskrift på, hvad regeringens kommende iværksætterudspil skal indeholde for at gøre en forskel.

Peter Holten Mühlmann var med til at stifte Trustpilot i 2007. Han mener, at der er alt for mange benspænd for opstartsvirksomheder i Danmark. Foto: Trustpilot
Erhverv

Peter Holten Mühlmann er det levende bevis på, at Danmark går glip af arbejdspladser og skatteindtægter i milliardklassen.

For der er noget galt med reglerne herhjemme, som gør det svært for iværksættere at få global succes.

»Danmark er et udmærket land at starte en virksomhed i. Men det er et skidt land at videreudvikle den i,« siger Peter Holten Mühlmann, stifter af Trustpilot og adm. direktør i virksomheden indtil for en uge siden.

På Trustpilot kan borgere i hele verden anmelde virksomheder for deres produkter, kundeservice og leveringstider, og da virksomheden i 2021 gik på børsen, valgte den Københavns Fondsbørs fra og blev børsnoteret i London.

Han er dermed ifølge Finans Danmark og Dansk Industri et godt eksempel på en udvikling, som siden 2000 har betydet, at 64 pct. af opstartsvirksomhederne er flyttet til udlandet. Det tilsvarende tal i Sverige er 9 pct.

Iværksætteren var med til at oprette Trustpilot i august 2007 og er undervejs stødt på masser af - ifølge ham uforklarlige - regler, som i sidste ende var med til at cementere beslutningen om at børsnotere virksomheden uden for landets grænser.

»Jeg kender ikke en eneste, som er flyttet til Danmark for at starte og udvikle en virksomhed. Jeg har omvendt observeret, at de danske virksomheder, som er blevet mest succesfulde, er flyttet til udlandet relativt tidligt – inden de mange forhindringer blev for stor en byrde,« siger Peter Holten Mühlmann.

Regeringen er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på et iværksætterudspil, som forventes at blive præsenteret snart.

I den forbindelse har erhvervsorganisationerne DI og Finans Danmark i fællesskab udarbejdet tre forslag, som regeringens kommende iværksætterudspil ifølge dem bør indeholde.

Forslagene skal gøre det mere attraktivt at stille med risikovillig kapital og gøre det nemmere for visse vækstvirksomheder at låne i bankerne. Det er ifølge DI afgørende for, at vækstvirksomheder kan udfolde deres potentiale.

»Europa er gået i stå, og de store virksomheder skabes i Kina og USA. Vi er nødt til at ændre rammevilkårene, så vi kan skabe de næste store virksomheder i Danmark,« siger Sine Linderstrøm, fagchef i DI.

Ifølge DI og Finans Danmark skaber iværksættere næsten hvert tiende job i den private sektor, men startkapital er afgørende for, om deres virksomheder får succes.

Kun 7 pct. af de virksomheder, der har en balance på under 250.000 kr., havde flere ansatte to år efter etableringen. For virksomheder med en balance på over 1 mio. kr. var det hver fjerde. Det viser en analyse af virksomheder etableret fra 2014 til 2018.

»Det er komplet uforståeligt, at Danmark skubber talent og stærke virksomheder til udlandet på grund af komplekse låne- og skatteregler. For uden tilstrækkelig adgang til kapital går vi glip af vækst herhjemme,« siger Sine Linderstrøm.

Udover at forbedre adgangen til risikovillig kapital ønsker DI og Finans Danmark, at politikerne gør det billigere for bankerne at låne ud til iværksættere på såkaldte risikomarkeder.

I dag kræver Finanstilsynet, at banker risikomarkerer den slags udlån, og det gør det dyrt for iværksætterne at låne penge, fordi det kapitalbelaster bankerne mere.

»Reglerne passer ikke til de vækstvirksomheder, der er godt i gang med fasen, vi kalder scale-up. Mange af dem performer godt og er on track med planerne, men der er helt som forventet ingen sorte tal på bundlinjen. De bruger alle penge på at vækste. Vi ser gerne, at bankerne ikke bliver tvunget til at betragte sådanne scale up-virksomheder som så risikable, at det medfører kreditforringelsesmarkeringer,« siger Niels Arne Dam, analysedirektør i Finans Danmark.

Han peger på, at mange af disse virksomheder ville have pæne overskud, hvis de stoppede med at bruge alle pengene på at vokse forretningen.

Ifølge den tidligere topchef i Trustpilot er det nødvendigt for iværksættere at bruge alle penge på vækst i opstartsfasen.

»Får du en god idé, har du kort tid til at få den til at flyve, fordi der sandsynligvis er andre i Californien, London eller Tel Aviv, som har fået samme idé. De løber med vinderpositionen, hvis du ikke vokser hurtigt,« siger Peter Holten Mühlmann.

Trustpilot har kontorer i hele verden. Foto: PR

Da Trustpilot i 2021 gik på børsen, skete det i London. Allerede på første dag oversteg markedsværdien 1 mia. dollars, og virksomheden fik dermed status som en såkaldt unicorn.

Det er langt fra tilfældigt, at valget faldt på London. For det første er der mindre kapital at hente i Danmark end i udlandet. For det andet havde virksomheden den største del af sit forretningsomfang her, hvorfor det brandingmæssigt gav mest mening.

I dag er ca. 60 pct. af Trustpilots medarbejdere ansat i udlandet, selvom hovedsædet fortsat ligger i Danmark.

Trustpilot-stifteren peger på, at iværksættere støder på et strukturelt problem herhjemme, der gør det svært og økonomisk ufordelagtigt at gøre medarbejdere til medejere. For at tiltrække kompetente medarbejdere er høje lønninger derfor et udbredt og ofte anvendt lokkemiddel for danske iværksættere , og det kræver yderligere kapitalrejsning.

Det betyder, at iværksættere ofte taber konkurrencen om arbejdskraft og talent, hvis de bliver i Danmark.

Et andet stort problem er, at iværksætterne kan se frem til at blive ekstra hårdt beskattet af deres medejerskab, hvis de bliver børsnoteret i Danmark.

»Jeg har en tidligere ansat, som er gået personlig konkurs efter en børsnotering, fordi han pludselig står med en kæmpe gæld til det offentlige, selvom han ikke har tjent penge eller solgt sine aktier. Reglerne er tåbelige, komplicerede og får driftige iværksættere til at rykke til udlandet,« siger Peter Holten Mühlmann.

DI håber, at regeringen er lydhør og indfører alle tre forslag. Men hvis der skal prioriteres, er det vigtigst med en simplere og lavere beskatning af kapital- og aktieindkomst. Det er det mest udfordrende af forslagene, fordi det kræver udvikling af en beskatningsmodel for de såkaldte hovedaktionærer.

»Det vil få beskatningen ned på samme niveau som i Sverige, som har et meget effektivt kapitalmarked. Det vil have stor betydning, hvis vi skal holde på flere af de succesfulde virksomheder. Ellers ender de med at få udenlandske investorer, og så flytter de over tid til udlandet, hvor deres investorer bor,« siger Sine Linderstrøm.

Ifølge DI var der en enkelt børsnotering i Danmark sidste år. I Sverige var der 31.

For erhvervsminister Morten Bødskov er det et mål, at Danmark får flere iværksættere i fremtiden, men det har ikke været muligt at få hans kommentar til de tre forslag fra DI og Finans Danmark.

»Vores mål er en ambitiøs og langsigtet strategi, der strukturelt forbedrer iværksættervilkårene i Danmark. Vi skal hele vejen rundt. Derfor kommer vi bl.a. til at se på skattepolitikken og rammevilkår for vækst og adgang til kapital uanset køn. Jeg glæder mig til at præsentere udspillet inden udgangen af året og diskutere det med Folketingets partier,« skriver ministeren i en mail.

Artiklens emner
Iværksætteri
Københavns Fondsbørs