Fortsæt til indhold

Michael Jacksons ikoniske hat solgt for næsten 600.000 kr.

Hatten blev kastet, lige inden sangeren for første gang lavede sin berømte moonwalk.

Michael Jackoson døde den 25. juni 2009. En af hans hatte er netop solgt på auktion. Arkivfoto: Jan Grarup
Erhverv

En uldhat af de helt dyre har været under hammeren i Paris.

Det er sket som led i en stor auktion hos det franske auktionshus Hotel Drouot. Her bliver over 200 samleobjekter fra populærmusikkens historie i øjeblikket handlet, og særligt den sorte fedorahat har tiltrukket sig stor opmærksomhed.

Hatten er ikonisk, fordi den tilhørte den verdenskendte sanger Michael Jackson. Kort før han for første gang nogensinde udførte sin berømte moonwalk, kastede han hatten ud til publikum, hvor den blev samlet op af publikum. Det skete ved en tv-optræden i 1983.

Og netop den historik har banket prisen på den kendte uldhat helt i vejret.

Tirsdag er den solgt fra 77.640 euro til en ukendt køber. Det svarer til omkring 579.000 danske kroner. Det skriver flere medier - heriblandt norske E24.

Her ses hatten, der tidligere tilhørte sangeren Michael Jackson. Den er af uld og forret med silke. Foto: Geoffroy van der Hasselt/AFP

Selvom den store uldhat foret med silke var blandt de mest eftertragtede objekter på auktionen, løber den alligevel ikke med titlen som det dyreste hammerslag.

Det dyreste køb var en guitar, der engang var ejet af blueslegenden T-Bone Walker. Den blev solgt for 129.400 euro.

Angiveligt var det en mand ved navn Adam Kelly, der i sin tid samlede Michael Jacksons fedorahat op.

Han troede, at den efterfølgende ville blive bragt tilbage til sangeren, men det skete ikke, og i stedet beholdt Adam Kelly hatten i årevis. Siden har den været ejet af private samlere, inden den altså fandt vej til Hotel Drouot og blev solgt.

Michael Jackson døde den 25. juni 2009.

Artiklens emner
Hotel Drouot
Michael Jackson