Styrelse finder »åbenlyse fejl« i »skæve« vurderinger
Vurderingsstyrelsen har misset ca. 50.000 opkald i de første to uger efter offentliggørelsen af de foreløbige ejendomsvurderinger.
Der er fejl i flere af de foreløbige 2022-vurderinger, som en specialenhed under Vurderingsstyrelsen indtil videre har gransket.
Specialenheden har set nærmere på de »100 mest skæve vurderinger«, hvor boligejere har fået vurderet en markant højere grundværdi end ejendomsværdi. Det skriver DR.
At der er udfordringer fremgår af materiale, som tirsdag den 26. september blev præsenteret på et forligskredsmøde.
»I de fleste tilfælde er der tale om fejlfortolkning af plangrundlaget eller datafejl. Vurderingsstyrelsen er i gang med at rette åbenlyse fejl, der giver markante afvigelser,« lyder det i materialet fra Skatteministeriet.
Det fremgår ikke, hvor mange tilfælde, det drejer sig om.
Vurderingsstyrelsen oplyser til Finans, at man for nuværende ikke har yderligere kommentarer.
Mens grundværdien er grundens værdi uden bygninger, dækker ejendomsværdien over værdien af den faste ejendom med grund og bygninger.
Derfor udløste de foreløbige 2022-vurderinger en vis forbavselse hos nogle af de boligejere, der for godt to uger siden kunne konstatere, at deres grundværdi nu tilsyneladende oversteg ejendomsværdien.
Hovedreglen er ellers, at ejendomsværdien vil være højest. Men der kan være undtagelser ved f.eks. blandede ejendomme, der både bruges til bolig- og erhvervsformål, eller hvis grunden potentielt kan udstykkes og dermed »afviger fra den bedste økonomiske anvendelse«, som Vurderingsstyrelsen har formuleret det.
Det gælder for ca. 4 pct. af alle ejerboliger - eller omkring 68.000 - at grundværdien er vurderet højere end ejendomsværdien. Derudover er det tilfældet for 23 pct. af de blandede ejendomme - svarende til næsten 19.000 ejendomme.
Samtlige ejendomme vil blive manuelt kontrolleret, når de endelige vurderinger udsendes, oplyser Skatteministeriet i materialet. Her vil man både se på, om grundværdien er sat for højt, eller om ejendomsværdien er for lav.
Også andre typer af vurderinger har vakt undren. For nylig gjorde styrelsen selv opmærksom på den problematik, at nye huse i dyre boligområder kan have fået relativt høje foreløbige modelberegnede ejendomsvurderinger.
Og offentliggørelsen af de foreløbige vurderinger for ca. 1,8 mio. ejerboliger har fået telefonerne til at gløde hos Vurderingsstyrelsen.
I de første to uger, efter vurderingerne blev offentliggjort, har man besvaret 9.296 opkald fra borgere. Man har misset 50.219 opkald i samme periode. Heraf var der 44.792 forgæves opkald de første seks dage efter offentliggørelsen.
»De såkaldte tabte opkald dækker ikke over unikke personer, men også tilfælde, hvor samme person har ringet flere gange. Tabte opkald er et velkendt fænomen i peak perioder. Det nuværende niveau nærmer sig normalsituationen i Skatteforvaltningen,« kan man læse i materialet fra ministeriet.

