Fortsæt til indhold

Karen Frøsig stopper: Sydbank skal have ny topchef

Sydbanks topchef Karen Frøsig stopper næste år, da hun ønsker at gå på pension.

Sydbank har en afløser klar til Karen Frøsig, men offentliggør først navnet på et senere tidspunkt. Foto: Casper Dalhoff.
Erhverv

Sydbank skal skifte ud i toppen.

Karen Frøsig, der har været adm. direktør siden 2010, har fredag meddelt, at hun går på pension i løbet af 2024.

»I Sydbank siger vi, at dygtighed og relationer skaber værdi. Det har været vores ledestjerne længe, og jeg er så glad og stolt over at se, hvor stærk en bank vi har bygget på det fundament. Jeg glæder mig over at overlevere så veldrevet en bank,« siger hun i en pressemeddelelse.

Karen Frøsig har slået sine folder i banken i omtrent 30 år.

Hun indledte karrieren i Sydbank som chefjurist i 1994 og indtog i 2008 en plads i direktionen.

De seneste 13 år har hun siddet for bordenden. Men den 31. juli 2024 giver hun stafetten videre.

»Det er et langt, tæt og godt samarbejde med Karen Frøsig, der slutter næste år. Gennem mange forandringer og udfordringer har Karen Frøsig i alle 13 år sikkert ledt Sydbank til at blive den stærke bank, den er i dag,« siger bestyrelsesformanden, Lars Mikkelgaard-Jensen, i en meddelelse.

»Sydbank er i dag i absolut topform og blandt de allerbedst performende banker i Danmark. Det er vi stolte af, og på bestyrelsens vegne vil jeg takke Karen Frøsig for den store og professionelle indsats, hun i hele perioden har ydet for banken.«

Bestyrelsen har ifølge meddelelsen fundet en afløser, men man holder indtil videre navnet for sig selv. Det vil først blive offentliggjort på et »senere tidspunkt«.

Den kommende adm. direktør tiltræder som bankdirektør den 1. april 2024 med henblik på at overtage posten efter en overgangsperiode frem til Karen Frøsigs fratrædelse i juli.

Den nuværende bankdirektør Bjarne Larsen og bankdirektør Jørn Adam Møller fortsætter i direktionen, oplyser banken.

Sydbank beskæftiger 2.100 medarbejdere fordelt på 13 områder og 55 filialer.

Artiklens emner
Sydbank
Karen Frøsig