Fortsæt til indhold

Party In A Box solgt for ukendt millionbeløb

Stifter Trine Hansen har givet sin virksomhed videre i en netop offentliggjort handel.

Trine Hansen fik en investering fra Mia Wagner i DR-programmet "Løvens Hule". Nu har hun solgt hele sin virksomhed. Foto: Stine Schjøtler
Erhverv

Det første visitkort blev placeret allerede inden, at 33-årige Trine Hansen deltog i det populære DR-program ”Løvens Hule”.

Hun var på en messe med sin nystiftede virksomhed Party In A Box, og pludselig lå kontaktoplysningerne på folkene bag en af Nordens absolut største spillere inden for hendes felt på bordet.

Siden dengang har den danske festvirksomhed Temashop bejlet til iværksætteren.

Og nu er det lykkedes.

Fem år efter etableringen har Trine Hansen solgt hele sit livsværk til selskabet Temashop. Party In A Box, der leverer sammensatte bokse med pynt til bl.a. børnefødselsdage, bryllupper og firmaarrangementer, er solgt for et ukendt millionbeløb.

»Hvis jeg fortsat vil se min virksomhed vokse, er der brug for hjælp udefra. Det skal man også være i stand til at se som stifter, og jeg mener, at det er realistisk med yderligere vækst. Temashop har forsøgt at skabe dialog om et muligt salg flere gange, men det er først nu, at jeg er klar til at tage imod og give min virksomhed videre,« siger Trine Hansen.

Hun understreger samtidig, at det ikke kun er det forretningsmæssige perspektiv, der er grundlag for salget.

Den danske iværksætter har tidligere fortalt til Finans, at hun i en længere periode har været sygemeldt med stress og kæmpet for at vende tilbage til virksomheden, hun stiftede i 2017 og senere bragede ind igennem med i ”Løvens Hule”.

»Jeg er mættet af kommentarer om, hvor sej jeg er. Der er så mange, som ikke kender bagsiden af medaljen ved at leve, som jeg har gjort. Det kan godt være, at jeg er pissesej og arbejder hårdt, men nu sidder jeg så her og glor ind i en væg,« lød det sidste år fra den danske iværksætter.

Med konfettirør, glimmerbluse og højt humør stormede Trine Hansen frem i DR-porgrammet "Løvens Hule". Hun sikrede sig en investering fra Freeway-koncernen, der dengang var repræsenteret af Mia Wagner. Arkivfoto: DR

Netop stresssygemeldingen har også haft en afgørende betydning for, at Trine Hansen nu er klar til at skyde livsværket af.

»På det mere personlige plan er jeg blevet klogere på, hvad der er vigtigt for mig og hvorfor. Jeg sælger ikke Party In A Box pga. min stresssygemelding, men det er klart, at det har været medvirkende til beslutningen. Derfor har det også været vigtigt for mig at finde en køber, som prioriterer work life balance, og forstår baggrunden for min beslutning,« siger Trine Hansen.

Hun har forhandlet med Temashop om handlen det seneste halve år.

»Det er første gang her i september, at jeg har følt mig ægte rask. Min gejst og energi er kommet tilbage, og det er fantastisk,« siger iværksætteren.

Fremover vil hun være ansat i Temashop og fortsat stå i spidsen for Party In A Box.

»Jeg har ad flere omgange forsøgt at bejle til Trine Hansen og hendes forretning. Trine Hansen er vanvittig dygtig til markedsføring særligt på de sociale medier, så hende kan vi lære meget af. Og så kan jeg se et stort uudnyttet potentiale for Party In A Box. Alene i Danmark, kan jeg se, at vi kan være med til at mangedoble omsætningen,« siger Daniel Diness Andersen, stifter og direktør i Temashop.

Party In A Box fortsætter som selvstændig enhed under Temashop. Begge vil fortsat have egen hjemmeside, markedsføring og køre som hidtil.

Temashop leverede sidste år et overskud efter skat på 13 mio. kr.

Selskabet er i dag til stede i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Den nye ejer er da heller ikke bleg for at spå Party In A Box stærke vækstmuligheder udenfor Danmark.

»Jeg ser bestemt de markeder som oplagte for Party In A Box. Først skal vi lige have styr på en strategi for Danmark. Men allerede fra næste år ser jeg det som en realistisk mulighed at tænke konceptet ind i en nordisk sammenhæng,« siger Daniel Diness Andersen.

Kort før coronakrisen bragede Trine Hansen igennem i DR-programmet ”Løvens Hule”. Her købte Freeway-koncernen en fjerdedel af virksomheden for 400.000 kr., og serieinvestor Jesper Buch kaldte hende for »en af de mest pragtfulde profiler« i programmets historie.

Freeway-koncernen ejede ifølge cvr-registeret fortsat 25 pct. af Party In A Box forud for handlen.

Party In A Box holder til i Aarhus og har fire fuldtidsmedarbejdere samt to timelønsansatte.

Trine Hansen startede virksomheden for 80.000-100.000 kr. i 2017.

Sidste år havde virksomheden et underskud på 431.000 kr. efter skat. Året inden lød overskuddet på 384.000 kr.

Artiklens emner
Iværksætteri
Party in a Box