Må fyre de fleste: Lego-milliardær med store ændringer på passionsprojekt
Kæmpestutteriet Blue Hors flytter og skal derfor sælge et større antal heste og bygninger. Dele af virksomheden udfases og afvikles.
Lego-familiemedlemmet Kjeld Kirk Kristiansen har gennem en lang årrække tabt mange millioner på sit stutteri Blue Hors i jyske Randbøl.
Men nu har Kjeld Kirk Kristiansen taget en drastisk beslutning.
Fra 2024 vil han nemlig flytte Blue Hors til Stutteri Ask på Fyn. Et sted, som Kjeld Kirk Kristiansen også ejer.
Flytningen og det nye setup betyder, at dele af Blue Hors vil blive udfaset og afviklet over det næste halve år. Et større antal heste og bygninger i Randbøl bliver solgt.
Ligesom de fleste af de ansatte på Blue Hors vil miste deres arbejde. Ifølge det seneste regnskab fra Blue Hors var der 64 beskæftigede medarbejdere.
»Virksomheden vil gøre sit yderste for at hjælpe hver enkelt videre med respekt for individuelle ønsker og behov. Virksomhedens samarbejdspartnere og kunder vil fortsat blive betjent, og Blue Hors vil naturligvis leve op til alle forpligtelser og aftaler,« siger Kjeld Kirk Kristiansen i en pressemeddelelse fra Blue Hors.
Den store ændring på Blue Hors kommer som en udløber af de snakke, der har været i Lego-familien i forbindelse med, at kontrollen over legetøjsimperiet er flyttet fra tredje til fjerde generation.
Kjeld Kirk Kristiansen, som i øvrigt af Bloomberg er vurderet som Danmarks rigeste person, er tredje generation i Lego.
Familiens ridesportsaktiviteter, både dressur og springning, bliver derfor nu samlet på Fyn.
Foruden ridesport vil Blue Hors fortsætte med at drive hingstestation og dermed medvirke til at præge den danske og internationale avl af dressurheste.
Selvom Kjeld Kirk Kristiansen er trist over, at forandringerne på Blue Hors kommer til at påvirke mange ansatte, ser han og familien frem til det nye setup.
»Jeg er stolt af de sportslige og avlsmæssige resultater, som Blue Hors har præsteret gennem de sidste 30 år, og jeg oplever en stor glæde ved det høje niveau, der kendetegner den danske dressuravl i dag. Igennem årene har Blue Hors vokset sig stor, og virksomheden har i dag mange forgreninger og forretningsområder. Nu vil vi gerne genetablere et mere enkelt setup centreret om de to områder, det hele startede med, nemlig dressursporten og avl,« siger han.

