Jysk bygger for millioner i Spanien - og gør klar til mange nye, danske butikker der
Den danske detailkoncern køber stor grund i Spanien, hvor der skal bygges et nyt logistikcenter. Det skal bane vejen for åbning af mange Jysk-butikker i den region af Europa.
Den danske detailkoncern Jysk vil stå meget stærkere i Spanien og Portugal. Derfor sættes nu gang i en stor millioninvestering som sikrer, at Jysk-butikker i den del af Europa let kan blive forsynet med varer - produkter til hjemmet.
Jysk har vækst og ekspansion med butiksåbninger som en fast strategi. Derfor arbejder koncernen kontinuerligt med at ruste sig yderligere til at kunne fortsætte dette.
Jysk åbnede i det afsluttede regnskabsår, 2022/23, 135 nye butikker og er dermed nu tæt på at have 3.300 butikker i 48 lande.
Blandt vækstområderne i Europa for Jysk er Spanien og Portugal, hvor der samlet i september nu var over 150 butikker.
Den danske koncerns personalemedie, Jysk Go, skriver fredag, at målet for det igangværende regnskabsår er at åbne mere end 30 nye butikker i netop de to lande. På samme tid skal 20 eksisterende butikker i de to lande ombygges til koncernens nyeste koncept.
Jysk har desuden ifølge medarbejdermediet sat gang i en millioninvestering, der skal »understøtte vækstambitionen« i den region. Detailkoncernen, der ejes af Lars Larsen Group, har købt en 274.000 kvadratmeter stor grund i den spanske by Almenara - syd for Castellón.
Der skal opføres et nyt distributionscenter, som skal levere produkter til Jysk-butikker og direkte til forbrugere rundt om i Spanien og Portugal. Dermed følges efter en række andre store byggeprojekter med logistikcentre rundt om i Europa.
»Det nye distributionscenter i Almenara bliver næste skridt i styrkelsen af vores logistiksetup. I november 2022 indviede vi det nyeste distributionscenter i Ungarn, og vi planlægger i øjeblikket et nyt i Holland,« udtaler Ole Thomsen, der er logistikdirektør og del af topledelsen i Jysk, til medarbejdermediet.
Han understreger samtidig, at i kraft af den fortsatte vækst »er vi nødt til at investere i mere logistikkapacitet.«
Jysk offentliggør senere tal for det forskudte regnskabsår 2022/23. Bøgerne blev lukket ved udgangen af august.
Koncernen fortalte dog i september om det første nøgletal som viste, at omsætningen voksede med 6,3 pct. Den nåede dermed rekordhøjde på 38,5 mia. kr.
Jysk har senest lanceret Tyrkiet som nyeste salgsland, da de første butikker blev åbnet der tidligere i år.
Ledelsen har ikke lagt skjul på, at den ser gode muligheder for ekspansion fortsat i bl.a. Italien, Spanien og Portugal. Den ser Jysk underrepræsenteret der i forhold til indbyggertallet.
Den interne ambition i koncernen er at nå 5.000 butikker globalt. Dog uden at der er sat årstal på, hvornår det kan være en realitet.
»Vi tror fortsat fuldt og fast på den fysiske butiks fremtid. Butikkerne skal naturligvis løbende udvikles og moderniseres. Det med nye koncepter og udvidet sortiment samt en endnu bedre integrering af de fysiske og digitale salgskanaler,« sagde Rami Jensen til Finans, da han for et par måneder siden overtog jobbet som adm. direktør for Jysk.
Koncernens eget medie Jysk Go oplyser fredag, at planen er at etablere et ny hovedsæde for regionen ved distributionscentret i Spanien, der samlet dermed får 250 medarbejdere. Byggeriet skal være klar i 2027/28.
På tværs af både Spanien og Portugal har Jysk aktuelt 1.400 medarbejdere. Det fordelt over 128 butikker i Spanien og 25 i Portugal.


