Brøndums Hotel er sat til salg
Arvingerne til det ikoniske hotel vil ikke overtage driften. Derfor skal hotellet have nye ejere.
I mere end 180 år har det historiske Brøndums Hotel i Skagen huset gæster fra nær og fjern.
Hotellet er kendt for sin centrale beliggenhed og forbindelse til den berømte Skagensmaler Anna Ancher, der arvede stedet fra sin farmor, som havde overtaget det i 1839. Nu står det danske hotel overfor store ændringer.
Hotellet er sat til salg og skal have nye ejere. Det bekræfter bestyrelsesmedlem Jens Stadum, som også er bobestyrer i dødsboet efter Brøndums Hotels tidligere ejer, overfor Nordjyske .
Ifølge mediet skyldes ændringerne, at ingen af de tre arvinger til Bendt Fredberg Jensen, der de seneste mange år har ejet Brøndums Hotel, vil drive stedet videre. Alle tre arvinger er »oppe i årene«, og ingen af dem ønsker at tage over efter Bendt Fredberg Jensen.
Den tidligere ejer sov i sommer stille ind i en alder af 93 år.
Siden er hotellet blevet drevet videre uden ændringer med det samme personale.
Jens Stadum fortæller til Nordjyske, at der allerede er mange, som har tilkendegivet interesse for Brøndums Hotel.
Hotellet er dog endnu ikke udbudt offentligt. Alligevel er forventningen, at det ikoniske sted vil være solgt i løbet af næste år.
»Det var et vigtigt element for nu afdøde Bendt (Fredberg Jensen red.), at man bevarede hotellet stort set, som det er i dag. Det må gerne renoveres og moderniseres, men det skal bevare den atmosfære og renommé, der er omkring Brøndums Hotel,« siger Jens Stadum til Nordjyske.
Bendt Fredberg Jensen har ejet Brøndums Hotel siden 1977.
Forud for hans ejerskab har fire generationer af Brøndum-familien ejet det danske hotel.
Udover de berømte Skagensmalere har også H.C. Andersen og Karen Blixen været stamgæster på Brøndums Hotel.

