Serieinvestor køber sig ind: Fitnesscenter skal blive en landsdækkende kæde
Med en investering fra den danske millionær er ambitionen at udbrede det aarhusianske fitnesscenter Power House til resten af landet.
»De er et power couple,« siger millionær og serieinvestor Magnus Kjøller grinende om sine nye samarbejdspartnere.
I midten af oktober købte han sig ind i det aarhusianske fitnesscenter Power House, der ejes og drives af parret Lærke Bach og Jonas Helbech Nielsen.
»De har drevet Power House i Aarhus i et stykke tid og de kom til os i forbindelse med, at de ville opgradere deres lokaler i Aarhus,« siger Magnus Kjøller.
Men det blev til mere end en opgradering af det aarhusianske fitnesscenter.
I en pressemeddelelse melder Magnus Kjøllers investeringsselskab Kjøller A/S ud, at investeringen skal hjælpe med »at realisere parrets drøm om at etablere et Power House i alle danske storbyer«.
Allerede den 8. december tager Power House det første skridt i den retning og åbner et nyt fitnesscenter i centrum af Odense.
Det må være omkostningstungt at starte et nyt fitnesscenter. Hvornår begynder I at tjene penge på det?
»Vi går selvfølgelig ikke ind i det her, hvis ikke det tjener penge. Men der vil selvfølgelig gå en smule tid. Det er en risiko, vi tager, for man åbner et center med nul medlemmer, og derfra skal man bygge det op. Men de (Lærke Bach og Jonas Helbech Nielsen, red.) har bevist, at de har kunnet gøre det i Aarhus,« siger Magnus Kjøller.
Centeret i Aarhus gav sidste år overskud for første gang siden åbningen i 2020.
I regnskabsåret 2020/2021 kom Power House Aarhus ud med et underskud på knap 151.000 kr. efter skat. Sidste år var underskuddet vendt til et overskud på lige under 160.000 kr.
Centerets bruttofortjeneste er gået fra -18.000 kr. i 2020/2021 til knap 406.000 kr. i 2022.
Og ifølge Magnus Kjøller har Power House Aarhus i dag mere end 1000 medlemmer.
»På baggrund af det, så er vi ret sikre på, at det nok skal komme til at fungere i Odense også,« siger han.
Hvad får dig til at gå ind i fitnessbranchen?
»Vi ser på tre ting, når vi investerer i virksomheder. Vores portefølje er ret blandet, men vi kigger altid på, om det er de rette personer, om det er et godt produkt, og om det har et stort potentiale,« siger han.
Det tre ting er opfyldt med Power House, mener investoren.
»I det her tilfælde synes vi, at Jonas og Lærke er super seje. De har formået at skabe et supergodt produkt, som ikke bare er et kedeligt og identitetsløst fitnesscenter. Det ser vi, at der er et kæmpestort potentiale for,« siger Magnus Kjøller.
Hvad der er den videre plan, vil han endnu ikke løfte sløret for.
»Lige nu fokuserer vi på at får centeret i Odense på plads, og derefter tager vi fat på det næste,« siger han.

