Fortsæt til indhold

Ozempic-retssager lurer: Jura-bombe venter Novo Nordisk i USA

Novo Nordisk står over for et boom i antallet af retssager, siger kilder med kendskab til industrien og det amerikanske retssystem.

Illustration: Anders Thykier.
Erhverv

The Ozempic Lawyers, ring til os 24 timer i døgnet, din vej til retfærdighed.

Sådan lyder slogans fra et stigende antal amerikanske advokater, der lige nu kører det tunge skyts i stilling i søgsmål mod Novo Nordisk.

Ifølge kilder med kendskab til medicinalindustrien og det amerikanske retssystem risikerer den danske medicinalkoncern at blive ramt af en flodbølge af retssager de kommende år.

Det sker som følge af, at selskabets salg af GLP-1-midlerne Ozempic og Wegovy mod diabetes og svær overvægt eksploderer i USA.

»Det er endnu tidligt, men jeg formoder, at det vil tage fart,« siger den amerikanske advokat Matthew Dolman, der er indehaver af Dolman Law Group.

Matthew Dolman, der har base i Florida, repræsenterer i dag mere end 130 klienter, der hævder, at Novo Nordisks diabetesmedicin Ozempic har givet dem såkaldt mavelammelse eller lignende bivirkninger, hvor mavens evne til at fordøje maden nedsættes betragteligt.

Og han er langtfra alene.

Google-søgninger viser, at mere end 40 amerikanske advokater specialiseret i erstatningssager reklamerer på nettet og sociale medier med såkaldte Ozempic-retssager lige nu.

Bloomberg talte tidligere i oktober med et andet advokatkontor, der angiveligt undersøgte 500 sager fra potentielle klienter.

Matthew Dolman skønner, at hans andel af erstatningssummen for hver enkelt sag potentielt kan udgøre mellem 100.000 til 150.000 dollars svarende til mellem 700.000 kr. og 1 mio kr.

»Massesøgsmål er kæmpestort i USA. Du har tidligere set det med sager om Roundup mod ukrudt og Tylenol (hovedpinepiller, red.). Og nu står vi med en ny gruppe personer, der hævder at have skader forårsaget af Ozempic og Wegovy,« siger han.

Mavelammelse er den samme type bivirkning, som i sommer førte til, at en 44-årig kvinde ved navn Jaclyn Bjorklund sagsøgte Novo Nordisk for ikke tilstrækkeligt at oplyse om bivirkningen i den amerikanske sydstat Louisiana.

Novo Nordisk har afvist påstanden med forklaringen om, at der i indlægssedlen står, at Ozempic, der er Novo Nordisks absolut bedst sælgende produkt, kan forsinke fordøjelsen.

Lige nu samler Matthew Dolman til bunke for at give et eventuelt samlet gruppesøgsmål så meget tyngde som muligt.

Samtidig forventer han, at det såkaldte Judicial Panel on Multidistrict Litigation inden for de næste seks måneder vil vurdere, at søgsmål relateret til de samme bivirkninger skal samles under et.

Matthew Dolman forklarer, at det endnu er for tidligt at vurdere klienternes chancer for at få medhold i deres sager om bivirkninger.

Han mener, at udfaldet i høj grad kommer til at afhænge af, hvorvidt flere videnskabelige studier viser en sammenhæng mellem Novo Nordisks medicin og de indrapporterede bivirkninger.

»Vi venter på, at videnskaben indhenter retssagerne. Advokater hopper altid på disse retssager, når først der er fællestræk, men der mangler epidemiologiske undersøgelser. Indtil vi har det, famler vi stadig,« siger han.

Den amerikanske Florida-advokat Matthew Dolman (th.), indehaver af Dolman Law Group, samler sammen med sine partnere klienter, der mener, at Novo Nordisk ikke har oplyst tilstrækkeligt om bivirkninger forbundet med selskabets produkter. Foto: Privat

Et udtræk fra Bloombergs databank viser, at Novo Nordisk siden 2021 har været involveret i et stigende antal retssager. I de seneste år har der været vækst i sager vedrørende priskarteller, aktionærer, patenter og ophavsret.

I 2023 tæller antallet indtil videre 68 sager mod 29 sidste år.

Den juridiske interesse i Novo Nordisk kommer også fra konkurrerende firmaer, der forsøger at forkorte Novo Nordisks patenter på Ozempic og Wegovy, så de kan kopiere medicinen tidligere.

Samtidig bliver Novo Nordisk jagtet af amerikanske myndigheder i en række sager – blandt andet fordi de mener, at Novo har indgået i priskarteller eller solgt sin medicin til for høje priser.

Omvendt har Novo Nordisk sagsøgt HHS, den amerikanske pendant til Sundhedsstyrelsen, i en sag om de såkaldte 340b-rabatter samt en række private selskaber såsom spahoteller, der ifølge Novo Nordisk har krænket selskabets varemærke ved at sælge deres egne ikke-godkendte udgaver af Ozempic og Wegovy.

Novo Nordisks juridiske indsats ses også i tallene i selskabets regnskaber, hvor Novo Nordisk gennem de seneste 10 år har måttet sætte over dobbelt så mange midler til side til at betale for retssager.

I 2022 havde Novo Nordisk hensat 2,4 mia. kr., mens tallet for 2013 var 1,2 mia. kr.

»Novo Nordisk har investeret milliarder i udviklingen af ny innovativ medicin og er derfor fuldt ud forberedt på at forsvare vores patenter og andre rettigheder. En af måderne, vi gør dette på, er ved at føre retssager,« skriver Novo Nordisk i en mail til Finans.

Kåre Schultz, der som tidligere kronprins og en del af koncernledelsen i Novo Nordisk har et indgående kendskab til medicinalindustrien og det amerikanske retssystem, mener, at Novo Nordisk kommer til at blive mere og mere interessant at sagsøge.

Det sker alene som følge af, at diabetesmidlet Ozempic og slankemedicinen Wegovy går sin sejrsgang i USA, vurderer branchekenderen, der kritiserer det amerikanske retssystem for at være amoralsk og politisk i selvbiografien ”Hard-Kåre”.

»Det gør det helt sikkert. Men det gør det med alle lægemidler (i vækst, red.). Det er bare standard,« siger Kåre Schultz.

Advokat Martin Dræbye Gantzhorn, der er partner og ekspert i life science-sektoren hos Bech-Bruun, er enig i den udlægning.

»Jo større eksponering mod markedet, desto større risiko er der desværre for mere eller mindre velbegrundede produktansvarssager. Der er derudover som regel også en korrelation mellem succes og risikoen for at blive sagsøgt,« siger han.

Selv om der er vækst i antallet, er Novo Nordisk ubestridt det selskab med færrest retssager i den globale superliga af medicinalselskaber, hvor selskabet har fundet plads de senere år.

Over en 10-årig periode har Novo Nordisk været involveret i 373 sager, viser data fra Bloomberg. Til sammenligning har det amerikanske medicinalselskab Johnson & Johnson i samme periode været involveret i 146.000 sager.

En stor del af disse er netop erstatningssager, hvor Johnson & Johnson i første kvartal måtte hensætte 6,9 mia. dollars ud af en omsætning på 68 mia. dollars.

Rajesh Kumar, der er medicinalanalytiker i den britiske investeringsbank HSBC, kalder det spekulativt, at Novo Nordisk bliver involveret i flere og flere retssager. Han er af den overbevisning, at selskabet har taget sine forholdsregler.

»Bare fordi der er flere penge at jagte, betyder det ikke nødvendigvis, at der også er en god grund til at gøre det. Novo Nordisk har behandlet mange patienter gennem tiden, og advarslerne i indlægssedlerne hos de nye produkter er allerede ret omfattende,« siger Rajesh Kumar.

Ozempic og Wegovy indeholder begge samme såkaldte indholdsstof semaglutid, der oprindeligt blev udviklet mod diabetes. Det viste sig imidlertid senere, at semaglutid også kunne skabe væsentlige vægttab, og derfor blev det lanceret som slankemedicin i 2021, ligesom læger udskriver Ozempic off-label til vægttab. Foto: AP/David J. Phillip

I et andet hjørne af den juridiske arena står de såkaldte litigation funds, som tjener penge på at finansiere søgsmål for andre og tager en andel af en erstatning.

Wieger Wielinga, der er ledende partner i litigationsfonden Omni Bridgeways, vurderer også, at risikoen for søgsmål mod Novo Nordisk er blevet større i takt med væksten af Ozempic og Wegovy.

Han tilføjer dog, at risikoen primært relaterer sig til USA, da mulighederne for at føre massesøgsmål i EU er mere begrænsede.

»Gruppesøgsmål i USA kan være en del større sammenlignet med i EU, hvor det kræves, at en klient aktivt melder sig ind som sagsøger. Dette vil altid udelade en stor delmængde af potentielt skadede klienter,« siger han.

Ifølge Kåre Schultz, der som topchef i israelske Teva efter perioden i Novo blev involveret i kæmpe erstatningssager relateret til den amerikanske opioidkrise, kan Novo Nordisk minimere sin risiko for at blive sagsøgt ved at være »ekstremt varsom«.

»Der er ikke et forsvar, som virker 100 pct., så det bedste, man kan gøre, er at være ekstremt compliant. Hvis du er helt overdrevet i at overholde alle love og regler, så skaber du et vist forsvar. Du kommer stadig til at betale. Du kommer stadig til at lave forlig. Men så er der større odds for, at du måske vinder tre af fire retssager og dermed får forhandlet prisen lidt ned,« siger han.

Ifølge Kåre Schultz er det også en fordel at sikre sig de bedste jurister samt en sikkerhedsovervågning, som er i »topklasse«.

»Det vil sige, at enhver bivirkning bliver korrekt rapporteret og analyseret, at der ligger videnskabelige redegørelser, fordi jo flere mennesker der tager lægemidlet, jo mere bliver du eksponeret til tilfældige begivenheder,« siger han.

Finans har stillet Novo Nordisk en række yderligere spørgsmål om selskabets forventninger til kommende søgsmål, men selskabet har ikke yderligere kommentarer.

Artiklens emner
Medicinalindustrien
Advokatbranchen