Fortsæt til indhold

Passagerfly bliver blæst over Atlanterhavet

Voldsomme jetstrømme i luftrummet over Atlanterhavet har blæst passagerfly af sted med op mod 1.250 km/t og skåret en time af flyvetiden til Europa.

Et passagerfly fra American Airlines nåede en topfart på 1.252 km/t på vej fra USA til Europa. Foto: Alan Diaz/AP
Erhverv

Ekstraordinært kraftige jetstrømme betyder, at passagerfly de seneste dage er blevet blæst over Atlanterhavet med noget nær lydens hastighed.

Det skriver Fagbladet Ingeniøren.

De voldsomme jetstømme er udløst af stormen Ciarán og har medført, at passagerfly på østlig kurs fra USA mod Europa har nået hastigheder på helt op til 1.250 km/t.

Således nåede et passagerfly fra American Airlines op på en fart af 1.252 km/t ud for Newfoundlands kyst på vej fra New York til London. Jetstrømmen skar næsten en time af flyvetiden, som dermed blev reduceret til lige over seks timer, skriver Ingeniøren.

Ifølge CNN har medvinden i perioder været så voldsom, at det har øget flyenes hastighed med omkring 320 km/t. Et fragtfly fra KLM lettede fire timer forsinket fra Miami, men nåede på grund af jetstrømmen at indhente to timer på vejen til Amsterdam, rapporterer CNN.

Selv om flyene de seneste dage har haft fuld fart på i østlig retning over Atlanterhavet, har de ikke slået den rekord, som et fly fra British Airways satte i 2020. Undervejs fra New York til London nåede flyet ifølge CNN op på 1.327 km/t og reducerede flyvetiden fra omkring syv timer til lige under fem timer.

Trods de usædvanligt høje hastigheder har ingen af disse passagerfly gennembrudt lydmuren.

Lydens hastighed er ikke en eksakt størrelse, men afhænger af faktorer som temperatur og lufttryk. Under normale vejrforhold og normalt lufttryk er lydens hastighed omkring 1.225 km/t.

Det betyder dog ikke, at passagerflyene er blevet blæst gennem lydmuren på vejen over Atlanterhavet.

Ganske vist har de bevæget sig hen over havet med op mod 1.250 km/t, men sammenlignet med luften omkring flyet har hastigheden været markant lavere. Derfor er de rejsende ikke braget gennem lydmuren, selv om de er nået til Europa langt hurtigere end planlagt.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
American Airlines Group