Udskældt og lukket i Danmark: I hjemlandet brager firmaet afsted
Ubers aktiekurs er i 2023 blevet fordoblet. Ifølge en strateg bliver taxatjenesten en mere og mere profitabel forretning grundet den økonomiske udvikling i samfundet.
Kan du huske i 2017, da et massivt pres fra politikere, fagbevægelsen og taxabranchen endte med, at kørselstjenesten Uber lukkede i Danmark?
Siden har Uber fået gevaldigt fart på i hjemlandet USA. Aktiekursen er blevet fordoblet i 2023, og for nylig kunne Uber offentliggøre et regnskab, der viste overskud. For andet kvartal i træk.
Overskud er ellers ikke noget, som Uber har haft for vane at have. I august kom Ubers med sit hidtil første kvartalsoverskud efter en perlerække af milliardtab.
Ubers topchef Dara Khosrowshahi udtalte i forbindelse med det nye regnskab, at Ubers kerneforretning »er stærkere end nogensinde«.
Oskar Barner Bernhardtsen, nordisk investeringsstrateg i Saxo Bank, følger udviklingen i Uber. Efter at have nærlæst det nye regnskab er hans dom klar.
»Kort fortalt bliver Uber en mere profitabel forretning,« skriver han i en mail.
Oskar Barner Bernhardtsen hæfter sig ved, at det nye Uber-regnskab overraskede positivt. Flere bruger Uber-tjenesten end tidligere. Det gælder både kunder og chauffører.
»Dara Khosrowshahi (Uber-topchefen, red.) har før nævnt, at inflation faktisk er positivt for Uber, da virksomheden har oplevet, at flere arbejder som chauffør eller bud, hvis de mangler ekstra penge i hverdagen. På den måde kan det økonomiske miljø vi har lige nu med høje renter, inflation og lavere opsparinger være positivt for Uber, da flere søger en sekundær indtægtskilde,« skriver Saxo Bank-strategen.
Tidligere på året åbnede Uber for et comeback i Danmark. Det skete til Mobilitywatch i forlængelse af, at transportminister Thomas Danielsen (V) gav udtryk for, at private aktører – som f.eks. Uber – kan blive løsningen på de transportudfordringer, der kan være i yderområder, hvor det er svært at finde en taxa.



