Fortsæt til indhold

Bjarne Riis træder ind i bestyrelsen hos Nortec

Bjarne Riis har lagt cykelsporten på hylden og taget hul på en helt ny karrierevej.

Bjarne Riis er klar til at indlede sin nye karriere som professionelt bestyrelsesmedlem. Foto: Linda Johansen.
Erhverv

Bjarne Riis - Ørnen fra Herning - har nu for alvor lagt cykelsporten på hylden.

Efter mere end 37 år, hvor den tidligere cykelrytter har haft med sporten at gøre på den ene eller anden måde, er han klar til at tage hul på en helt ny karrierevej - nemlig som professionelt bestyrelsesmedlem.

Pr. dags dato indtræder Bjarne Riis først og fremmest i bestyrelsen hos Vejle-virksomheden Nortec.

Det skriver begge parter i en pressemeddelelse.

Bjarne Riis var professionel cykelrytter fra 1986 til 2000. Arkivfoto: Claus Bjørn Larsen

Det var Nortecs adm. direktør, Michael Sand, der selv ringede den tidligere cykelrytter op og tilbød ham en plads i bestyrelsen.

»Jeg har arbejdet sammen med Michael før, og jeg kender hans værdier og tankegang. Vi er begge meget passionerede mennesker, og vi stræber hele tiden efter at blive de bedste og skabe en god arbejdskultur for vores hold. Derfor var der ikke ret meget at tænke over, da han spurgte om jeg ville være en del af Nortecs bestyrelse,« fortæller Bjarne Riis i meddelelsen.

De to ejede sammen cykelholdet Virtu Pro Velo Concept fra 2016 til 2018, og Michael Sand har derfor indgående kendskab til de kompetencer, Bjarne Riis bringer med sig.

»Han har stor erfaring med at få hold til at arbejde sammen, nå fælles mål og udvikle sig som en enhed, og det er en kvalitet som vi kan drage meget gavn af. Her kan han også udfordre den tilgang, vi har til det i dag og komme med forslag til, hvordan vi kan blive endnu bedre,« mener direktøren, der også selv sidder i bestyrelsen hos Nortec.

Siden 1985 har Bjarne Riis været bosiddende i udlandet, men er nu vendt tilbage til Danmark, mere præcist Vejle, for én gang for alle at lægge cykelsporten bag sig. Det fortalte han for nyligt i et interview med Børsen.

Men selvom den del af karrieren er lagt på hylden, så er han ikke i tvivl om, at netop baggrunden som professionel cykelrytter og efterfølgende ejer af flere cykelhold kan hjælpe ham i hans fremtidige karriere som bestyrelsesmedlem.

»Et cykelteam er ikke meget anderledes end en virksomhed. Det er mennesker, det handler om begge steder. Man skal have en organisation til at fungere og præstere. Derudover handler det om at motivere medarbejderne og hjælpe dem til at udnytte deres fulde potentiale. Hvorfor nøjes med at være middelmådig, hvis du kan skabe verdensklasse i stedet for?« understreger han.

Bjarne Riis var professionel cykelrytter fra 1986 til 2000. I 1996 vandt han Tour De France, men kom i 2007 i stormvejr, da han offentligt indrømmede at have taget doping i en årrække.

Artiklens emner
Nortec
Bjarne Riis