Milliardærarving Katharina G. Andresen køber Nordens dyreste bolig
Boligen ligger i den vestlige del af Oslo og har et hovedhus på knap 800 kvm.
Der er dyre boliger - og så er rigtig dyre boliger.
En opsigtsvækkende handel i Norge må siges at være sidstnævnte.
For nyligt har den norske milliardær Katharina G. Andresen, der er blandt verdens yngste milliardærer, gjort sig bemærket på boligmarkedet. For ikke mindre end 590 mio. norske kr. har hun smadret samtlige rekorder og købt Nordens hidtil dyreste bolig. Det skriver flere norske medier - heriblandt Dagens Næringsliv.
Beløbet svarer til ca. 370 mio. danske kr.
Strandvillaen ligger på halvøen Bygdø i den vestlige del af Oslo. Hovedbygningen er på 790 kvm og derudover følger bl.a. en portørbolig på 130 kvm og seks tønder land med i handlen.
Den 28-årige milliardærarving Katharina G. Andresen er en del af familieimperiet Ferd. Selskabet investerer i bl.a. ejendomme, obligationer og hedgefonde.
Det blev grundlagt af Katharina G. Andresens tip-tip-oldefar, Johan Henrik Andresen, tilbage i 1849. Det skete, da han købte J.L. Tidemanns Tobaksfabrik, som familien solgte i 2015 til Skandinavisk Tobakskompagni.
Ifølge Forbes råder Katharina G. Andresen over en formue på knap 10 mia. kr.
Sammen med sin søster Alexandra G. Andresen har arvingen længe været blandt de rigeste nordmænd. For år tilbage var søskendeparret de yngste milliardærer globalt.
Herhjemme blev den hidtil dyreste villa handlet for 150 mio. kr. i 2020.
Det skete, da en kæmpevilla på Egtoftevej i Vedbæk i Hørsholm Kommune nord for København blev handlet.
Siden har der ikke været danske bolighandler i den liga.
For nylig blev et palæ på Lille Strandvej 27 i Hellerup dog udbudt til 250 mio. kr. Det gør bygningen, der er ejet af den saudiarabiske stat, til det dyreste hus, der nogensinde er blevet sat til salg i Danmark.
Bygningen er tidligere blevet brugt som ambassade. Den er endnu ikke solgt.

