Fortsæt til indhold

Norsk minister vil ikke forny strømkabler til Danmark

Når Norges ældste elkabler til Danmark om få år når slutningen på deres levetid, vil den norske finansminister ikke forny dem. Tiden for nye store udenlandskabler er forbi, mener han.

Sp-leder og finansminister Trygve Slagsvold Vedum vil halvere antallet af strømkabler til Danmark. (Terje Bendiksby/NTB scanpix via AP)
Erhverv

I 2026 når de to ældste strømkabler fra Norge til Danmark slutningen af deres tekniske levetid. Og hvis det står til Norges finansminister, Trygve Slagsvold Vedum, bliver kablerne ikke fornyet efter deres udløbsdato.

Det skriver det norske medie NTB.

»Centerpartiet mener, der ikke er grund til at forny tilladelserne. Det er vores klare primære holdning. Vi tror, tiden er forbi for store, nye udenlandskabler«, siger Vedum.

Eleksporten har været et af de mest betændte politiske emner i Norge, efter at elpriserne steg kraftigt forrige efterår. I en tidligere undersøgelse foretaget af VG mente 70 procent af nordmændene, at det var de udenlandske kabler, der var skyld i de høje elpriser i vinter.

Partilederen mener, at erfaringerne med de eksisterende udenlandskabler har vist, at de, der fra begyndelsen sagde, at der ikke ville blive en stor prissmitte til Norge, tog fejl.

»Derfor vil det at lave et kabel kun forstærke problemerne yderligere«, siger han.

Norges og Danmarks elnet er forbundet via fire søkabler. De to første, Skagerak 1 og 2, blev oprettet i 1976 og 1977 og ejes af Energinet i Danmark og Statnett i Norge.