Fortsæt til indhold

Elon Musk skal suspenderes og på empati-kursus, kræver aktionær

Rigmanden Elon Musk er kommet i modvind efter udtalelser, der beskrives som antisemitiske. Nu kræver aktionær midlertidig suspendering af den kontroversielle Tesla-direktør.

Elon Musk er en af verdens rigeste mænd og ejer af X, tidligere Twitter, samt adm. direktør og storaktionær i Tesla. Foto: Kirsty Wigglesworth/Reuters
Erhverv

Elon Musk skal midlertidigt suspenderes fra sin rolle som adm. direktør i elbilsvirksomheden Tesla og sendes på empati-kursus.

Sådan lyder det i en melding fra Jerry Braakman, der er investeringsdirektør og præsident i den amerikanske formueforvalter og bank First American Trust, der er aktionær i Tesla. Det skriver CNN og Bloomberg.

Aktionæren ønsker, at Musk skal suspenderes i mellem 30 og 60 dage fordi, at Elon Musk på det sociale medie X, som han købte sidste år, har udtrykt opbakning til en bruger, der på X hævdede, at jøder forsøger at fremme had mod personer med hvid hudfarve.

Og den slags udtalelser skal sanktioneres, mener Jerry Braakman.

»Jeg støtter ytringsfrihed, men der er ingen undskyldning for, at sprede had som adm. direktør i et offentligt selskab,« udtaler Braakman ifølge CNN.

Musk sidder selv i Tesla-bestyrelsen, som Jerry Braakman ønsker skal sende Musk på tænkepause og empatikursus.

»Hverken hans formue eller hans tekniske og forretningsmæssige kundskaber kan undskylde hans udtalelser. Det virker til, at de blot har forstærket de dæmoner, han bærer. Og det er tydeligt at han har brug for hjælp,« siger Braakman ifølge CNN om Elon Musk.

First American Trust havde i september omtrent 16.000 Tesla-aktier til en værdi af omtrent 30 mio. kroner og er altså en relativt lille aktionær i Tesla, som Elon Musk er stifter af.

Det er dog ikke kun den amerikanske bank, der har udtrykt fordømmelse over udtalelsen fra Musk.

Ifølge erhvervsmediet Axios har den amerikanske tech-gigant Apple sat et midlertidigt stop for alle reklamer på Elon Musks sociale medie X efter Elon Musks opslag.

Samtidig har en række store amerikanske virksomheder som IBM, Disney og Warner Brothers ifølge Wall Street Journal og Financial Times stoppet deres annoncer, da de blev placeret ved siden af nazistiske opslag på platformen.

Storannoncører har tidligere stoppet deres reklamer på X af frygt for at blive kædet sammen med kontroversielle opslag efter, at Elon Musk annoncerede, at der skulle være mere ytringsfrihed på det sociale medie. I juli mistede X ifølge Financial Times halvdelen af sin reklameomsætning.

Fredag beskyldte talsmand for Det Hvide Hus, Andrew Bates, Elon Musk for at bidrage til en »grufuld« antisemitisk løgn på X.

»Vi fordømmer i stærkest mulige vendinger denne afskyelige promovering af antisemitisk og racistisk had,« siger Bates.

Artiklens emner
Sociale medier
Wall Street Journal