Michael Laudrups vinfirma i nyt millionoverskud
Efter en omlægning af sit vinfirma præsenterer fodboldikonet Michael Laudrup endnu en gang et millionoverskud i sit vinfirma. Men det er mindre end de foregående år.
For tredje år i træk præsenterer fodboldikon Michael Laudrup et millionoverskud i sit vinfirma, Laudrup Vinimport. Samtidig vokser hans vinlager.
Det fremgår af firmaets netop offentliggjorte regnskab, der viser et overskud på knap 1,8 mio. kr. før skat.
Sammenholdt med sidste års regnskab er overskuddet dog faldet med lidt over 200.000 kr. Forklaringen skal ifølge ledelsen findes i »væsentlige omkostninger til omlægning af firmaets selskabsstruktur«.
2023 er første år, hvor Laudrups Vinimport aflægger regnskab som aktieselskab. Tidligere var vinfirmaet struktureret som et interessentselskab.
Samtidig fremgår det af regnskabets ledelsesberetning, at den tidligere landsholdspiller og hans forretningspartner har fokuseret mere på hurtigt sælgende vine end såkaldte slow-movers. Alligevel er lagerbeholdningen vokset.
Lageret er opgjort til at indeholde varer for 23 mio. kr. – det er 8 mio. kr. mere end for tre år siden.
»Presset på forsyningskæderne aftog i første halvår i EU, mens der har fortsat været øgede omkostninger fra de oversøiske destinationer, hvilket igen har medført øget lagerbinding,« beretter ledelsen i regnskabet.
Laudrups vinfirma importerer 1.400 forskellige vine og gastronomiprodukter fra hele verden. Produkterne sælges til restauranter, hoteller, erhvervskunder, supermarkeder og et »væsentligt øget antal private kunder, der køber online«.
Egenkapitalen i vinfirmaet er opgjort til 10,6 mio. kr. mens den kortfristede gæld er vokset til 24 mio. kr.
Den tidligere fodboldstjerne ejer halvdelen af vinfirmaet sammen med sin hustru gennem deres holdingselskab, der i 2022 havde 18 mio. kr. i egenkapital. Den anden halvdel ejes af firmaets direktør, Per Kristensen Buhl.
Sammen startede de Laudrup Vinimport i 1993. Dengang fokuserede firmaet på import af spanske vine. I dag har firmaet 24 ansatte.

