Fortsæt til indhold

Dansker er topchef for gigant: Ejerfamilien bag i massivt formuefald

Flere fra Mars-familien er blandt de personer, hvis formue er faldet allermest i 2023.

Poul Weihrauch er topchef for Mars Inc. Foto: PR/Mars Incorporated
Erhverv

Danske Poul Weihrauch er blevet beskrevet som den højest placerede dansker i internationalt erhvervsliv.

Han står i spidsen for den amerikanske slik- og chokoladegigant Mars Inc., der har over 140.000 ansatte og årligt omsætter for mere end 47 mia. dollars. Det er omtrent et salg, der kan sammenlignes med Coca-Cola.

Men ejeren bag imperiet, hvor Poul Weihrauch er topchef – den pressesky familie Mars – har tilsyneladende måttet se formuen svinde markant ind i 2023. Især i de seneste måneder.

Det viser tal fra opgørelsen over verdens 500 rigeste fra Bloomberg.

De to ældste nulevende i Mars-ejerfamilien, Jacqueline Badger Mars og John Mars, er nummer seks og syv på listen over de milliardærer, hvis papirværdi er faldet mest i år på hele kloden.

Et fald på svimlende 7,86 mia. dollars, svarende til knap 54 mia. kr., ifølge Bloomberg.

Går man et halvt år tilbage, var formuen 36 pct. højere hos de to Mars-familiemedlemmer. Generelt har Mars-familien ellers i en længere årrække været vant til, at den kun er blevet mere og mere værd på Bloombergs liste.

Forgængeren som topchef før Poul Weihrauch i Mars Inc., Grant Reid, formåede nemlig over en periode på otte år frem til og med 2021 at øge koncernens salg med 50 pct. til 45 mia. dollars. Det har Financial Times skrevet.

Under Poul Weihrauchs ledelse er omsætningen siden øget et par mia. dollars. Nu bliver det spændende at følge, om danskeren kan fortsætte forgængerens voldsomme vækst.

Mars Inc. deler meget få tal om sin udvikling og beskrives som en meget privat virksomhed. Derfor bruges sammenlignelige børsnoterede virksomheder til at estimere værdien af Mars-familiens formue.

Det gøres ved at tage en række økonomiske nøgletal fra rivalerne Hershey, Nestle og Mondelez, der alle er på børsen. De to førstnævnte har haft et hårdt aktieår med kursfald.

Mars Inc. står bag en række kendte brands som chokoladebaren Snickers.

Selv om Mars-familiens formue har lidt et knæk ifølge Bloomberg i 2023, går familien dog ingenlunde sulten i seng.

84-årige Jacqueline Badger Mars og 88-årige John Mars er lige nu vurderet til at være verdens 23. og 24. rigeste med en estimeret formue hver på næsten 47 mia. dollars.

De er tredje generation i Mars Inc. Deres bror Forrest Jr. Mars døde i 2016. Dengang arvede hans fire døtre hver en ejerandel i slikimperiet.

Mars Inc. står bag kendte brands som M&Ms, Snickers, Milky Way, Twix og dyrefoder som Whiskas og Pedigree.

Artiklens emner
Mars Inc.
Poul Weihrauch