Fortsæt til indhold

Se sedlerne, der bliver ugyldige

Her kan du få et overblik over de serier af pengesedler, der udfases i 2025.

En lang række sedler bliver ugyldige efter den 31. maj 2025. PR-foto: Nationalbanken
Erhverv

Det er snart slut med at betale med knitrende sedler med portrætter af kendte, dyr og kirkekunst.

En hel række ældre pengesedler bliver nemlig ugyldige efter den 31. maj 2025. Herefter vil du ikke kunne benytte serier, som er ældre end den nyeste såkaldte 2009-serie, der er udsmykket med broer og oldtidsfund.

Det har Nationalbanken torsdag fortalt på et pressemøde, hvor man samtidig har annonceret, at 1000-kr.-sedlen helt vil blive afskaffet som koncept.

Herunder kan du få et overblik over de serier af sedler, der bliver udfaset frem mod 2025:

1.

Ombytningsserien

PR-foto: Nationalbanken

Alle sedler i den såkaldte ombytningsserie - eller 1944-serien - bliver ugyldige efter den 31. maj 2025.

Serien blev udviklet i 1943-1944. Det er i øvrigt Gerhard Heilmann, der står bag de fleste af illustrationerne på serien.

Nogle sedler fra ombytningsserien kan i princippet stadig bruges som betalingsmiddel. Mange seddelscannere i butikker vil dog i dag ikke være i stand til at identificere sedler, som er udstedt før 1997. Det samme gælder kontantautomaterne, oplyser Nationalbanken.

Man kan i stedet indsætte sedler fra serierne fra 1944 til 1997 i sin egen bank.

2.

Sedler med portrætter og landskaber

PR-foto: Nationalbanken

Alle sedler med portrætter af kendte danskere samt landskaber i den såkaldte 1952-serie bliver også afviklet frem mod den 31. maj 2025.

Det var arkitekt og grafiker Gunnar Biilmann Petersen samt tegner i Nationalbanken Gunnar Andersen og tegner og arkitekt Ib Andersen, der stod bag designet.

3.

Sedler med portrætter og dyr

PR-foto: Nationalbanken

Også 1972-serien udgår efter den 31. maj 2025. I serien ses der portrætter på den ene side og dyr på den anden.

4.

Sedler med portrætter og kirkekunst

PR-foto: Nationalbanken

I 1997 kom der en ny serie af sedler, som prydes af portrætter af kunstnere og videnskabsfolk på den ene side og kultur og kirkekunst på den anden. På ovenstående eksempel ses f.eks. atomfysiker Niels Bohr.

I den samme 1997-serie kan man møde Karen Blixen på en 50’er og Carl Nielsen på 100 kr.-sedlen. De udfases også.

I de fleste butikker vil scannerne godt kunne genkende sedler fra denne 30 år gamle serie, der kan bruges frem til den 31. maj 2025.

Derudover kan seddelserien indsættes i mange kontantautomater eller i egen bank.

Butikker og erhvervsdrivende må dog ikke tage imod store mængder af sedler - dvs. kontante betalinger på 20.000 kr. og opefter. Det er uanset, om man betaler kontant i rater eller på én gang.

5.

1000-kr.-sedlen med Storebæltsbroen

Efter den 31. maj 2025 vil kun sedlerne fra 2009-serien med billeder af broer og oldtidsfund fortsat være gyldige.

Den eneste undtagelse er 1000-kr.-sedlen, der viser Storebæltsbroen og Solvognen. Fremover vil der slet ikke findes 1000-kr.-sedler.

På et senere tidspunkt skal Danmark have nye pengesedler. Nationalbanken forventer, at det sker fra 2028-2029.

Artiklens emner
Valuta
Nationalbanken