Karsten Ree sætter sin villa til salg for 120 mio. kr.
Erhvervsmanden har skabt en formue på salget af Den Blå Avis og Bilbasen. Tidligere i år indledte han et generationsskifte i sin virksomhed.
Der blæser nye vinde under erhvervsmanden Karsten Ree.
Efter flere år på samme adresse har han sat sin private villa i Vedbæk til salg for et trecifret millionbeløb. Helt præcist skal en mulig køber hoste op med 120 mio. kr. for at få fingre i den 527 kvm store bolig.
Det fremgår af mægleren Ivan Eltoft Nielsens hjemmeside, hvor prisen for ejendommen Vedbæklund netop er offentliggjort.
Karsten Ree blev en af Danmarks rigeste, da han for snart 15 år siden solgte Den Blå Avis og Bilbasen til den amerikanske it-koncern Ebay for 2,1 mia. kr.
Siden har han investeret i både danske og udenlandske virksomheder og handlet aktier hos bl.a. techgiganterne Tencent og Amazon.
Ifølge ejendomsmægleren er villaen i Vedbæk »Strandvejens smukkeste villa«. Den er tegnet af arkitekt Oscar Gundlach-Pedersen og stod færdig i 1918.
Ejendommen ligger på en 6.267 kvm stor grund lige ned til Øresund og har egen bade- og bådebro samt privat strandkant.
Herhjemme blev den hidtil dyreste villa handlet for 150 mio. kr. i 2020. Det skete, da en kæmpevilla på Egtoftevej i Vedbæk i Hørsholm Kommune nord for København blev handlet.
Siden har der ikke været danske bolighandler i den liga.
Karsten Ree fortalte tidligere på året til Finans, at han i årevis har forberedt sig på den dag, hvor han ikke længere skal være her. Han har bl.a. ladet sine tre sønner træde ind i selskabet KR Holding C, som Karsten Ree hidtil havde været eneejer af.
Familien har i august i år meddelt, at Karsten Ree lider af demens og ønsker ro omkring sig. Han har heller ikke selv kommenteret boligsalget.
Udover at eje aktier i forskellige børsselskaber har Karsten Ree også ejerandele i forskellige danske virksomheder. Det gælder bl.a. Ree Park, Ellepot og Frederik Bagger.
En ny liste offentliggjort af Økonomisk Ugebrev viser, at erhvervsmandens formue er faldet markant i år.
Efter mange år i selskab med Danmarks absolut rigeste er Karsten Ree ikke længere at finde på listen over de 100 rigeste danskere. Det betyder, at hans formue nu er på nogenlunde samme niveau, som da han solgte Den Blå Avis og Bilbasen.


