Fortsæt til indhold

Richard Branson vil ikke putte flere penge i Virgin Galactic

Det hårdt prøvede Virgin Galactic får næppe flere penge af stifter Richard Branson, efter han har sendt endnu en milliard dollars ind i selskabet.

Virgin Galactics rumturisme foregår i noget, som ligner et mere konventionelt fly end deres konkurrenter, til kanten af rummet, så rumturister kan opleve vægtløshed.. (Matt Hartman via AP, File)
Erhverv

En milliard dollars og ikke mere.

Milliardæren Richard Branson har ifølge Financial Times smækket pengekassen i for selskabet Virgin Galactic, som han selv stiftede tilbage i 2004.

»Virgin Galactic har fået 1 mia. dollars eller deromkring,« sagde han til mediet.

»Det vil jeg tro burde være rigeligt med midler til, at det kan udføre sit arbejde på egen hånd.«

Rumselskabet er i dag børsnoteret, og udmeldingen blev mødt med en vis skepsis, da aktien øjeblikkeligt faldt med 17,5 pct., efter Richard Bransons udmelding. En markant tilbageslag for aktien, som efter tekniske og finansielle udfordringer samt en udvanding af aktien ligger på omkring en hundrededel af værdien, da aktien var på sit højeste.

Ifølge Richard Branson er målsætningen, at midlerne skal holde Virgin Galactic flydende, indtil selskabet inden længe præsenterer sin nyeste model kaldet Delta, som udmærker sig ved at være et større raketdrevet fly end tidligere modeller.

Håbet er, at det større fly kan udgøre fundamentet for finansiel bæredygtig rumturisme, når det efter planen kommer i drift i 2026.

Virgin Galactic har ellers haft et hårdt år, hvor man bl.a. har afskediget omkring hver femte medarbejder. På trods af selskabets kvaler udtaler Richard Branson i samme åndedrag, hvor han lukker kassen i, at han stadig har stor tiltro til selskabet og teknologien.

Richard Bransons Virgin Galactic adskiller sig fra andre excentriske milliardærers rumselskaber, såsom Jeff Bezos Blue Origin og Elon Musks SpaceX, ved, at turister i højere grad flyver i noget, som minder om en konventionel flyvemaskine.

Af de tre selskaber anses SpaceX for at være den største succes. Især SpaceX’ genanvendelige rumfærge har fået roser, men selskabet har tjent godt på bl.a. at servicere den internationale rumstation ISS.

Artiklens emner
Luftfartsbranchen
Financial Times