Google kritiseres for at snyde med video af ny chatbot
En seks minutters lang video, der fremviser Googles nye AI-model Gemini, er lidt for imponerende til at være sand, skriver medier.
De fleste kender efterhånden det imponerende værktøj Chat GPT, som man kan få til at svare på lidt af hvert.
Og nu er også Google med i kapløbet med deres nye AI-model: Gemini, der blev lanceret i onsdags og som i følge selskabet selv er verdens bedste AI-model. Niveauet er så højt, at den kan svare bedre end menneskelige eksperter, påstår Google.
For at vise, hvad Gemini er i stand til, har Google lavet en demo til pressen og sociale medier. Den er blevet set mere end 1,6 mio. gange på Youtube.
Men den er langt fra troværdig, skriver flere amerikanske medier, heriblandt CNBC.
I videoen ser man en samtale mellem en bruger og chatbotten, hvor Gemini bl. a. kan genkende og adskille billeder fra fysiske objekter. Senere beskriver chatbotten en tegning af en and, mens brugeren tegner den.
I beskrivelsen under videoen på Youtube står der, at reaktionstiden er blevet klippet kortere, og at Geminis svar er forkortede.
Det har dog vist sig, at den kunstige intelligens slet ikke reagerede på video eller lyd, som i demoen. I stedet blev der ”brugt still-billeder og tekstprompts”, har Google fortalt til både Bloomberg og BBC.
I et andet eksempel ser man, at Gemini gætter det klassiske trick i realtid, hvor man gemmer en bold under en af tre kopper, som man så blander. I virkeligheden reagerede chatbotten dog igen på still-billeder og ikke en video.
Selvom videoen måske er en anelse kreativ, så vurderer eksperter, at den nye Gemini konkurrerer ligeværdigt med OpenAI’s Chat GPT.
Gemini lanceres i mere end 170 lande. I første omgang dog ikke i Danmark eller Europa.
Se selv demo-videoen her:


