Fortsæt til indhold

Prins Joachim er medejer: Nu har firmaet solgt ud

De 5 Gaarde har frasolgt størstedelen af sine aktiviteter, herunder retten til varemærket.

Prins Joachim ejer 23 pct. af aktierne i De 5 Gaarde, som nu har solgt ud.
Erhverv

Bestseller-milliardæren Troels Holch Povlsen og Prins Joachim ejer sammen selskabet De 5 Gaarde A/S.

Men efter en lang række år med underskud har de nu valgt at sælge størstedelen af selskabets aktiviteter, som omfatter bl.a. handel med landbrugsprodukter til supermarkeder og specialbutikker.

Retten til varemærket ”De 5 Gaarde” er også frasolgt. Det fremgår af et nyt regnskab fra De 5 Gaarde, som viser endnu et tab. Denne gang på lidt over 700.000 kr.

»Der forventes en meget begrænset driftsaktivitet i det kommende år,« skriver De 5 Gaarde i det nye regnskab.

Troels Holch Povlsen har siden 2019 været majoritetsejer af De 5 Gaarde.

Finans har forgæves forsøgt at få en uddybende kommentar fra Claus Hviid, direktør i De 5 Gaarde.

CEO i Troels Holch Povlsens Nine United-koncern, Mogens Madsen, ønsker ikke at kommentere regnskabet.

Dermed vides det ikke, hvad De 5 Gaarde har fået ud af at sælge aktiviteter og retten til varemærket.

I det seneste regnskab var varemærket bogført til at have en værdi på knap 3 mio. kr.

Hjemmesiden bag de De 5 Gaarde har også ændret sig markant i løbet af 2023.

Går man et år tilbage, kunne man på hjemmesiden købe øl og spiritus, købmandsvarer som olie og marmelade, søde sager og sæber.

Men nu er hjemmesiden blottet for handlemuligheder og indeholder blot en beskrivelse af, hvad De 5 Gaarde er.

De 5 Gaarde var tidligere ejet af flere andre. Da fungerede det som et markedsføringssamarbejde for fem af landets største herregårde og godser.

Men i 2019 købte Bestseller-grundlægger Troels Holch Povlsen flere ud af ejerkredsen. Dermed sidder han på 77 pct. af aktierne i De 5 Gaarde, mens resten er ejet af prins Joachim.

Begge er en del af selskabets bestyrelse.

Ejerskiftet i 2020 betød, at De 5 Gaarde måtte sige farvel til sit største produkt, kyllinger. Den del stod Bent Wedell nemlig for gennem Frijsenborg og Wedelsborg Gods, som hvert år producerer millioner af kyllinger.

Selvom der har været underskud adskillige år i træk hos De 5 Gaarde, er egenkapitalen fortsat positiv med 2,9 mio. kr.

Artiklens emner
Bestseller
Landbrug