Fortsæt til indhold

Historisk tørke i Panamakanalen: Antallet af gennemsejlinger hæves først i 2024

I midten af november lå over 129 skibe i kø ved Panamakanalen. Foto: Aris Martinez/Reuters/Ritzau Scanpix
Erhverv

1,17 millioner dollars. Så meget koster det i gennemsnit for et skib at passere gennem Panamakanalen.

Grundet en historisk tørke siden oktober, har Panamakanalen i december reduceret antallet af gennemsejlinger til 22 skibe pr. dag. Det har skabt lange ventetider og mange skibe, der ligger i venteposition i op mod to uger. Passager sælges på auktion, og rekorden står angiveligt på 4 mio. dollars, svarende til godt 27 millioner danske kroner, for at sende ét skib gennem kanalen.

Under normale omstændigheder sejler ca. 40 skibe gennem Panamakanalen hver dag, men først fra midten af januar vil kanalen igen begynde at øge antallet af skibe, der kan sejle gennem kanalen.

Det skriver Reuters, som rapporterer, at antallet i første omgang vil stige til 24 pr. dag. Tidligere på måneden lød meldingen ellers at antallet ville falde helt ned til 18 i februar.

Ifølge myndighederne er ændringerne baseret på de nuværende og forventede niveauer af den kunstige Gatun-sø, som indeholder de millioner af liter, der er nødvendige for at drive vandvejen.

Ansøgninger om de nye gennemsejlinger begynder i de kommende uger. Myndigheden advarede dog om, at på grund af den fortsatte vandkrise vil det kun tillade én bookingplads pr. kunde pr. dato.