Omsætter for trecifret millionbeløb: Dansk byggekoncern drejer nøglen om
Entreprenørvirksomheden Paulsen er gået konkurs efter 20 år.
Efter et indledende generationsskifte i sensommeren har den danske byggekoncern Byggeselskabet Paulsen kastet håndklædet i ringen.
Den familieejede virksomhed, der specialiserer sig inden for erhvervs-, institutions- og boligbyggeri samt detailbutikker, havde ellers store ambitioner.
Stifteren Christian Paulsen og hans familie solgte i august ud af sine aktier for at sikre en fortsat styrkelse og udvikling af den 20 år gamle virksomhed.
Udviklingen gik dog langtfra som ventet. I stedet må selskabet nu sluge en konkurs. Det fremgår af Statstidende.
Finans har forsøgt at få en kommentar fra Christian Paulsen, der er adm. direktør og medejer af Byggeselskabet Paulsen. Det har ikke været muligt. Heller ikke kurator Henrik Steen Jensen er vendt tilbage.
Ifølge virksomhedens seneste regnskab fra 2021/2022 er overskuddet skrumpet fra 12,2 mio. kr. til 4,8 mio. kr. Egenkapitalen er faldet fra 37,2 mio. kr. i 2020/2021 til 34,8 mio. kr.
»Udviklingen af vores aktiviteter i året har været præget af forskydninger i igangsætningen af flere store opgaver, og dette har påvirket årets omsætning. Samtidig har årets resultat været påvirket af højere lønninger, energistigninger samt håndtering af leverandører og underentreprenører, som har haft udfordringer med deres leverancer og materialeprisstigninger,« skrev ledelsen dengang i regnskabet.
Samlet set var ledelsen dog – set i lyset af udviklingen – »godt tilfredse« med overskuddet.
Selskabet er langtfra det eneste i byggebranchen, der for nylig har måttet lade livet. Også den 75 år gamle byggekoncern Erling Jensen har været ramt af konkurs som følge af manglende likviditet efter en række dårlige byggesager. Konkursen betød, at selskabets omkring 60 ansatte mistede jobbet, og flere byggeprojekter står ufærdige.
Ifølge Byggeselskabet Paulsens hjemmeside er man også her i gang med flere projekter. Det gælder bl.a. flere boliger i og omkring København, plejecentre og renovering af den ikoniske industribygning Hollænderen i Odense. Den bevaringsværdige bygning er del af et større projekt, der skal omdanne Dalum Papirfabrik til et område med bl.a. kontorer, dagligvarebutik, fælleshuse, naturlegepladser, åbne pladser og grønne arealer.
Det er uvist, hvad der nu skal ske med de igangværende byggerier.
Byggeselskabet Paulsen holder til i Them ved Silkeborg og blev stiftet i 2003 af Christian Paulsen. Forud for konkursen var der 26 medarbejdere.
Ifølge selskabet selv havde det en omsætning på 300-400 mio. kr.


