Fortsæt til indhold

Spring Copenhagen køber Jacob Risgaard og Anders Holch Povlsens virksomhed

Designforhandleren BySommer er netop blevet solgt til den unge virksomhed Spring Copenhagen.

Lars Seier Christensen investerede i Spring Copenhagen gennem tv-programmet "Vejen til Seier" i 2019. Foto: Spring Copenhagen
Erhverv

Den unge designvirksomhed Spring Copenhagen deltog i 2019 tv-programmet ”Vejen til Seier”, hvor mere end 700 håbefulde iværksættere kæmpede om den kendte erhvervsmand Lars Seiers gunst.

Spring Copenhagen løb med sejren: En investering på 6 mio. kr. fra Lars Seier, der samtidig trådte ind i virksomhedens ejerkreds.

Og det har vist sig at være det rette valg at satse på den ambitiøse virksomhed fra København. I hvert har Spring Copenhagen netop indgået en aftale med bl.a. Coolshop-stifter og storinvestor Jacob Risgaard og Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen om at købe deres fælles virksomhed BySommer.

Det fremgår af oplysninger i cvr-registret.

I en pressemeddelelse bekræfter Spring Copenhagen ligeledes og tilføjer desuden, at der med opkøbet bl.a. følger rettighederne til de populære ”Lykketrolde”.

Præcis, hvad Spring Copenhagen har måtte punge ud for at få fingre i forretningen, er ikke oplyst.

»Det var en unik mulighed, vi blev præsenteret for. Den succes, vi har med vores gaveprodukter i træ og stål, kan følges op med spændende produktudvikling i de kollektioner, vi overtager fra BySommer,« siger Peter Sørensen, adm. direktør i Spring Copenhagen, i meddelelsen.

Jesper Sommer, der har grundlagt BySommer, er også overordentligt tilfreds med den nye aftale. Han tiltræder med salget i Spring Copenhagens salgs- og udviklingsteam.

»Vi er enige om, at det er gode relationer og stærke historier bag godt design, der driver et brand. Jeg glæder mig til at indfri forventningerne og ambitionerne om en stærk placering i landskabet for designgaver i både ind- og udland,« siger han.

De seneste tre regnskabsår er BySommer gået ud med millionunderskud. Senest i det skæve regnskabsår 2022/2023, hvor underskuddet lød på knap 2 mio. kr. Egenkapitalen blev samtidig for første gang nogensinde negativ.

Til sammenligning har Spring Copenhagen i løbet af de seneste tre år tjent ca. 14 mio. kr. efter skat.

Artiklens emner
BySommer
Spring Copenhagen