Fortsæt til indhold

Kinas reaktioner på Taiwans nye præsident har stor betydning for dansk handel

Taiwans befolkning valgte lørdag Kinas hadekandidat Lai Ching-te fra regeringspartiet til ny præsident.

Det kan udløse reaktioner fra Kina, at DPP's kandidat Lai Ching-te har vundet præsidentvalget i Taiwan. Foto: Chiangying-Ying/AP/Ritzau Scanpix
Erhverv

Lørdag strømmede Taiwans borgere til stemmeurnerne for at vælge deres fremtidige præsident og parlament.

Allerede lørdag kl. 13 - dansk tid - blev vinderen fundet: Lai Ching-te skal lede Taiwan de kommende fire år.

Og selvom øen ligger langt fra Danmark, har resultatet og den efterfølgende kinesiske reaktion stor betydning for dansk handel i en tid, hvor der i forvejen er stor geopolitisk uro.

»Det sidste, vi har brug for, er en konflikt mellem Kina og Taiwan. Kina er en ekstrem vigtig samarbejdspartner for Danmark på alle leder og kanter, og Taiwan er også et vigtigt marked for os,« siger Peter Thagesen, chef for DI Global Handel og Investering.

I 2022 investerede danske virksomheder 24,3 mia. kr. i Taiwan, hvilket gør Danmark til Europas største afsender af udenlandske investeringer til Taiwan, fortæller Dansk Industri, der henviser til tal fra Børsen. En stor del af investeringerne skyldes det hastigt voksende offshore-marked i Taiwan-strædet, hvor både Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) bygger havvindmølleparker.

Derudover er Taiwan en stor og vigtig producent af avancerede mikrochips, som bruges i alverdens teknologi, som høreapparater, elektriske biler, termostater og en lang række produkter i den grønne omstilling.

Peter Thagesen fortæller, at det bedste for Danmark er, at Taiwan fortsætter sin ”status-quo”-politik, hvor landet hverken er formelt uafhængigt eller genforenet med Kina. Det støttede alle tre kandidater op om, men på hver sin måde.

Det kommunistiske parti i Beijing har kaldt præsidentvalget i Taiwan et valg mellem krig og fred, og valget af Lai Ching-te kan føre til en række negative kinesiske reaktioner, som kan skabe uro og ustabilitet i Taiwan.

Selvom situation mellem Taiwan og Kina er »følsom,« og Lai Ching-te er den kandidat, som kineserne ifølge Peter Thagesen mindst bryder sig om, så er eksperten fortrøstningsfuld og tror modsat andre analytikere ikke, at nogen ønsker, at konflikten skal eskalere.

»Men det bliver spændende at se, hvordan kineserne reagerer på valgresultatet,« siger han og fremhæver, at udviklingen i forholdet mellem Taiwan og Kina har fyldt meget på direktionsgangene i de seneste år.

Der var tre kandidater til posten: den nuværende vicepræsident Lai Ching-te fra regeringspartiet Det Demokratiske Progressive Parti (DPP), som stod til at få 35,2 pct. af stemmerne, tidligere politichef Hou Yu-ih fra nationalistpartiet (KMT), der stod til 31,1 pct., og den forhenværende borgmester i hovedstaden Taipei, Ko Wen Je, fra Taiwans Folkeparti (TPP), som halede lidt efter med forventet 19,7 pct. af stemmerne.

Magten har historisk skiftet mellem DPP og KMT hvert ottende år.

Artiklens emner
DI
CIP