Storbritanniens supermarkeder tvinges til at sælge små grøntsager
Blomkål, porrer og rosenkål er blevet sværere at dyrke på grund af dårligt vejr og oversvømmelser.
Grøntsagerne skrumper i Storbritanniens supermarkeder.
På grund af kraftig regn og oversvømmelser er supermarkeder nødt til at acceptere blomkål, rosenkål, porrer og kålhoveder, der er mindre i størrelse og vægt end normalt.
Det skriver The Guardian.
Siden efteråret har Storbritannien ligesom Danmark været plaget af dårligt vejr, samtidig med at udgifterne til gødning, energi og arbejdskraft er steget. Resultatet har været et skuffende udbud af grøntsager og derved højere salgspriser.
I Storbritannien er priserne på kartofler og rosenkål steget mere end 150 pct. det seneste år og kartofler med 45 pct.
»Koldt vejr betyder, at vi bruger mere energi, og mørket får vores planter til at vokse langsommere. Salgsprisen, vi får, er ikke nok til at plante tidligere,« siger Lee Stiles fra en engelsk landbrugsforening til mediet.
Landmændene frygter, at der i foråret vil komme et regulært underskud af grøntsager, fordi mange marker har været oversvømmede, og stigende priser til opvarmning af drivhuse har fået producenter til at udskyde produktionen af bl.a. tomater, salat, peberfrugter og auberginer.
Danmark var i 2023 også ramt af dårlige betingelser for landmændene. En dårlig høst og voldsomme rentestigninger fik landbrugets overskud til at styrtdykke til knap 4 mia. kr., hvilket var det laveste niveau siden 2016.
Sidste års ekstreme sommervejr reducerede høsten med omkring 3,3 mia. kr. Den danske kornhøst lå på 7,1 mio. tons, hvilket er 2 mio. tons mindre end normalt.



