Winefamly taber stadig penge - men er optimistiske
Det danske vinfirma Winefamly har svært ved at få forretningen op at køre.
Siden sin spæde start har det danske vinfirma Winefamly haft røde tal på bundlinjen - og i år er ikke nogen undtagelse.
Et frisk regnskab fra selskabet viser et underskud på 6,2 mio. kr. efter skat.
Det betyder, at Winefamly siden grundlæggelsen har tabt mere end 58 mio. kr. Samtidig har egenkapitalen været negativ de seneste fire år.
Der er alligevel optimisme at spore hos ledelsen.
»Resultatet er naturligvis ikke tilfredsstillende, men der er ikke noget ukendt i det for os.Det vigtigste for os er, at vores trend den seneste tid er meget positiv, og at de kommende år ser rigtigt lovende ud,« siger Thomas Pedersen, der er adm. direktør i Winefamly.
Han blev indsat som adm. direktør i november.
Winefamly er ejet af Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, Peter Gottlieb Pedersen og Thomas Sejer Pedersen, der indtil november var direktør i foretagendet.
Tidligere har også serieiværksætter Morten Strunge, der bl.a. står bag Podimo, været en del af ejerkredsen. Han blev imidlertid købt ud i 2022.
Den uafhængige revisor, der er gennemgået regnskabet noterer, at der er væsentlig usikkerhed i forhold til selskabets videre drift.
Men Winefamly arbejder på en finansieringsrunde, der skal rette op på netop det.
»Vi er rigtigt langt fremme med henblik på at sikre den nødvendige kapital. Der skal ikke ret meget til, og vi har positive dialoger med den eksisterende ejerkreds og potentielle nye investorer. Vi ønsker ikke at blive mere specifikke, før aftalerne er lukket, men vi synes jo at formuleringerne der er krævet vedr. revision er ret dramatiske i forhold til realiteterne«
Den igangværende finansieringsrunde, som ledelsen forventer et positivt udfald af, betyder samtidig, at man ikke har vurderet, at der er behov for en nedskrivning af selskabets aktier.
Derudover arbejder Kyvee A/S, der er moderselskabet bag Winefamly, på at sikre finansiering gennem et vækstlån fra EIFO.

