Efter jordskred: Nordic Waste vil have potentiel miljøkatastrofe undersøgt
En uvildig undersøgelse skal belyse årsagen til et omfangsrigt jordskred i milliardæren Torben Østergaard-Nielsens virksomhed nær Randers.
Nu bebuder affaldsvirksomheden Nordic Waste, at en uvildig undersøgelse skal kortlægge årsagen til det voldsomme jordskred nær Randers, som har potentiale til at udvikle sig til en miljøkatastrofe.
Virksomheden er blevet stærkt kritiseret, efter at den for efterhånden en måned siden trak sig fra arbejdet med at inddæmme jordskredet.
Siden har Randers kommune kæmpet for at undgå, at flere millioner tons potentielt forurenet jord fra virksomheden ender i den nærliggende Alling Å, hvorfra den kan ende i Randers Fjord, som åen munder ud i.
Men nu melder Nordic Waste sig på banen igen. Med en undersøgelse af årsagen til jordskredet.
»Vi har med en sag at gøre, hvor der er mange ubekendte. Skyldes ulykken de ekstreme mængder nedbør i 2023? Er årsagen at dele af den naturlige lerkappe har revet sig løs? Eller er der andre ting, der har spillet en rolle? Faktum er, at ingen ved det med sikkerhed,« skriver Nordic Waste i en pressemeddelelse.
Derfor vil Nordic Waste have rådgivningsvirksomheden GEO til at forestå en undersøgelse.
»Ny viden skal netop sikre, at et jordskred i denne størrelsesorden aldrig kommer til at ske igen,« skriver virksomheden.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt fra Randers Kommune har tidligere fortalt, at kommunen har arbejdet i nærmest døgndrift for at forhindre en miljøkatastrofe, og han har kaldt det for en force majeure-situation.
Nordic Waste oplyser i pressemeddelelsen, at den »ser med største alvor på det voldsomme jordskred«, som finder sted på virksomhedens grund, og at den deler og til fulde forstår borgernes bekymring.
Samtidig mener virksomheden, at den har gjort sit hjemmearbejde for at forhindre en miljøkatastrofe.
»Nu står vi så i en situation, hvor det utænkelige er sket – op imod 2,5 millioner ton jord er i bevægelse. Og det, der er sket, indebærer ikke kun en stor arbejdsindsats for at minimere skade på Alling Å og den omkringliggende natur. Den indebærer også store økonomiske konsekvenser. Der er allerede brugt ufatteligt mange penge af både os og Randers Kommune. Og ingen ved, hvad der skal bruges fremadrettet,« skriver virksomheden.
Den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen ejer sammen med sine to døtre majoriteten af Nordic Waste, og virksomheden har i en pressemeddelelse tidligere afvist, at den har stukket halen mellem benene og er løbet fra ansvaret og arbejdet med at rydde op i det, den har kaldt en uforudsigelig tragedie.
»Nordic Waste brugte i løbet af december et betydeligt tocifret millionbeløb og tusindvis af mandetimer på arbejdet med at sikre pladsen og hindre en spredning af jordskredet. Desværre antog jordskredet et omfang, som ingen kunne have forudset,« skrev virksomheden den gang.
Hverken Torben Østergaard-Nielsen eller ledelsen i Nordic Waste har ønsket at stille op til interview.

