Nye problemer for danskers bilfirma: Undersøges af amerikanske myndigheder
Den amerikanske myndighed for trafiksikkerhed har reageret på en række klager over Fisker-biler. Aktien er dykket til et nyt lavpunkt.
Problemerne tårner sig op for bilfirmaet Fisker Inc., der har danske Henrik Fisker i spidsen.
2023 bød på ganske mange nedture, som sendte aktiekursen i gulvet.
Nu har medier som TechCrunch og Automotive News kunnet fortælle, at den amerikanske myndighed for trafiksikkerhed, NHTSA, har indledt en undersøgelse af bilmodellen Fisker Ocean.
Det sker på baggrund af en række klager fra forbrugere om alvorlige bremseproblemer i Fisker-bilmodellen, som ramte gaderne i 2023.
Nyheden har sendt den kriseramte Fisker-aktiekurs ned under 1 dollars. For de foreløbigt få dage af året er Fisker-aktien allerede faldet med 49 pct.
Det kommer efter et aktiefald på knap 80 pct. i fjor.
Jan Lang, markedsanalytiker hos Bilbasen, kalder det ikke usædvanligt, at amerikanske myndigheder indleder undersøgelser mod bilproducenter på den måde, som Fisker lige nu oplever.
»Men det puster til den efterhånden yderst negative narrativ om Fisker,« skriver han.
Hvordan fornemmer du, at opfattelsen er af Fisker blandt bilkøberne?
»Altså, nu følger jeg en række fora for bilmærker på sociale medier, og jeg må sige, at stemningen rundt omkring Fisker er meget kritisk. Det gælder stort set alle tiltag,« skriver Jan Lang.
Han henviser til den forretningsmodel, som Fisker først gik i luften med. Et direkte salg til forbrugerne uden om forhandlere.
For nylig vendte Fisker så rundt efter et sløvt salg af dets biler og satsede på forhandlere i Europa og Nordamerika.
Dertil kommer ifølge Jan Lang alle forsinkelserne, de tekniske udfordringer og den manglende kommunikation – især når der er problemer.
»Det er, som om tilliden til Fisker er væk – og man kan vel konstatere, at udviklingen i aktiekursen er udtryk for det samme,« skriver han.
Fisker har over for Finans afvist at kommentere sagen om mulige bremseproblemer.
Fisker-aktien har endnu til gode at prøve en dag med aktiestigning i 2024. Til sammenligning har det ledende amerikanske aktieindeks S&P 500 oplevet fire aktiedage med kurshop hidtil i år.
Sådan er det gået andre amerikanske bilaktier hidtil i 2024:
| Tesla | -13,23 pct. |
|---|---|
| Stellantis | -8,49 pct. |
| Ford | -7,32 pct. |
| General Motors | -2,88 pct. |
For tre år siden toppede Fisker-aktien i kurs 32. Nu er den under kurs 1.
Langt inde i 2023 var forventningen, at Fisker Inc. ville producere op mod 36.000 biler for året. Slutfacit blev 10.142 producerede biler.
Det var dog ikke den eneste nedtur, som Fisker stødte på i løbet af året.
Ændringer i ledelsen, et generelt sløvere salg af elbiler globalt og udfordringer med kontantbeholdningen var blot noget af det, som Fisker gik igennem.

