Fortsæt til indhold

Rema 1000 sælger 64 danske ejendomme for milliardbeløb

Dagligvarekæden Rema 1000 i Danmark har netop indgået en milliardhandel om ejendomme med flere store norske spillere.

Flere af Rema 1000s butiksejendomme kommer snart på nye hænder. Foto: Linda Johansen.
Erhverv

1,8 mia. kr.

Så meget - og lidt til - er en ny salgsaftale, som Rema 1000 Danmark netop har indgået, værd.

Dagligvarekæden har solgt intet mindre end 64 butiksejendomme i hele landet.

Det bekræfter Henrik Burkal, adm. direktør i Rema 1000 Danmark.

»Det er sådan set business as usual. Aftalen er et udtryk for, at vi fokuserer rendyrket på vores forretning. Det er helt normalt for os, at vi går ind og udvikler ejendomme og derefter sælger dem med lejekontrakt til os selv. Det er ikke tanken, at vi skal opbygge store ejendomsbalancer,« forklarer han.

Køberen af de mange butiksejendomme er DK Retail Invest - et fællesejet selskab, som de norske koncerner AKA A/S, Reitan Eiendom A/S og A/S Straen står bag.

I aftalen indgår både ejendomme som Rema 1000 allerede havde i sin ejendomsportefølje samt flere af de butikker, der fulgte med, da kæden overtog det nu lukkede Aldis butiksnetværk i Danmark.

Det er imidlertid ikke alle de tidligere Aldi-butikker, som DK Retail Invest overtager.

Rema 1000 kommer fortsat til at have butikker i de forskellige ejendomme, men fremadrettet som lejer frem for ejer.

Ikke meget kommer altså til at ændre sig for den gængse besøgende, men nye spændende tiltag i butikkerne kan være på vej.

»I lejeaftalerne med Rema 1000 Danmark ligger der i tillæg til eksisterende lejeforhold også spændende muligheder for at videreudvikle ejendommene. Det har vi løbende gjort i Norge med investeringer på over 100 millioner norske kroner om året i løbet af de seneste år i samarbejde med vores lejere. Vi vil f.eks. sammen med Rema 1000 Danmark prøve at bidrage til udrulningen af lynladere fra Uno-X Mobility i tilknytning til de butikker, hvor det giver mening,« forklarer Jane Gravbråten, adm direktør i AKA, i en pressemeddelelse om aftalen.

Annonceringen af den nye købsaftale kommer blot få dage efter, at Rema 1000 Danmark løftede sløret for, at man i løbet af de kommende 30 dage vil åbne nye butikker i ti af de gamle Aldi-lokaler

Artiklens emner
Detailbranchen
Rema 1000