Fortsæt til indhold

Jysk-familien bygger om: Koncern skifter navn, ændrer stemmefordeling og får nyt hovedsæde

Lars Larsen Group går fra 10 koncernselskaber til et. På samme tid rykkes hovedsædet for koncernen bag Jysk og andre selskaber mod vest.

Jacob Brunsborg er bestyrelsesformand for familieejede Lars Larsen Group. Foto: Joachim Ladefoged. .
Erhverv

15 års forandringer i ejerkoncernen bag Lars Larsen Group afsluttes nu. Det med en forenkling i antal selskaber og et navneskifte. På samme tid rykker moderselskabet til familiens hjemby, men aktiviteterne bag er samlet på en ny måde.

Efter at generationsskiftet blev afsluttet oven på en årelang proces, er ejerfamilien bag Lars Larsen Group også nået til afslutningen af en forenkling i hele milliardkoncernen.

Hidtil har den været bygget op af en lang række selskaber, men konstruktionen er på vej mod det endelig mål - ét holdingselskab. Det betyder, at fra 10 koncerner i 2020 er der fra 2024 én samlet koncern. Moderselskabet bag skifter officielt navn fra LLG A/S til Lars Larsen Group A/S.

»Det har været en lang proces med både koncernstrukturen og generationsskiftet. Regnskabet for 2022/23 består af tre selskaber, men fremover og i det igangværende regnskabsår er det kun ét overliggende. Det giver os store fordele med den forenkling, som nu er på plads efter 15 år,« siger adm. direktør Jesper Lund.

Indtil nu har moderselskabet i koncernen boet sammen med Jysk i selskabets hovedsæde i Aarhus-forstaden Brabrand. Fra februar rykker de omkring 80 medarbejdere i koncernselskabet til Silkeborg, som også er hjemby for bestyrelsesformand Jacob Brunsborg og familie, samt dér, hvor stifteren, dynekøbmand Lars Larsen, boede med hustruen frem til sin død i 2019.

»Det giver god mening, at vi ikke længere skal bo sammen med datterselskaberne. Moren flytter hjemmefra. Ejerønsket er, at det skal være i Silkeborg. Det glæder vi os til,« siger Jesper Lund.

Blandt de andre forandringer i koncernen er, at der i fjor blev etableret en konstruktion, så alle detailselskaber nu er samlet under Lars Larsen Group Retail. Den enhed ledes af Jan Bøgh, der indtil september 2023 var adm. direktør for Jysk.

Sammen med et team står han i spidsen for koncernens daglige arbejde med rækken af detailselskaber, mens Jesper Lund og bestyrelsesformand Jacob Brunsborg står i spidsen for den samlede koncern.

For en måned siden kom det frem, at der er ændret i stemmefordelingen i ejerfamilien. De fire børnebørn til stifteren har overgivet deres stemmeret i milliardkoncernen bag Lars Larsens Group. Ejerfamilien har aftalt, at stemmerne fremover skal administreres hos deres respektive forældre, mens ejerskabet fortsætter uændret.

Lars Larsen Group ejes af afdøde stifter Lars Larsens to børn, Mette og Jacob Brunsborg, samt deres tilsammen fire voksne børn. De har alle seks et selskab, som samlet udgør koncernens ejerskab.

Ifølge den seneste rapportering på det område for koncernen har Mette Brunsborg og Jacob Brunsborg hver fortsat 16,5 pct. af ejerskabet. Til gengæld har de nu hver 49,5 pct. af stemmeretten i koncernen, hvor en fond har den resterende ene pct.

Lars Larsen Groups ledelse pointerer om ændringerne, at der ikke reelt er lagt op til forandringer, men at ejerfamilien med hinanden har aftalt den konstruktion af hensyn til det daglige arbejde. Det sker især »for at lette det administrative arbejde omkring information om de reelle ejerne af Lars Larsen Group, som især udenlandske samarbejdspartnere og myndigheder efterspørger«.

På trods af at stemmerne nu deponeres hos de to forældre, understreges det, at »aftalen ændrer ikke på, at Lars Larsens børnebørn fortsat er ejere af Lars Larsen Group«.

Jacob Brunsborg (tv.) kører i Lars Larsen Group parløb med selskabets direktør, Jesper Lund (th.). Foto: Joachim Ladefoged.
Artiklens emner
Møbelindustrien
Detailbranchen