Fortsæt til indhold

Flere havner i RKI - men deres gæld er den laveste nogensinde

Ved udgangen af 2023 var 173.093 registreret som dårlige betalere - en stigning på 2.200 personer i forhold til 2022.

Selv om flere personer blev registreret i RKI i 2023 i forhold til året før, så er deres samlede gæld den laveste siden 2011, viser tal fra Experian. Foto: Ole Frederiksen
Erhverv

Antallet af personer, der havnede i RKI-registret steg med omkring 2.200 personer sidste år til i alt 173.093, viser tal fra Experian.

Til gengæld er den samlede gæld hos de registrerede den laveste i statistikkens historie, der går tilbage til 2011.

»Stigningen i antallet af personer i RKI er yderst afmålt, selvom høj inflation og mærkbart højere renter har ædt sig ind i danskernes budgetter. Samtidig fortsætter den samlede gæld, som de registrerede har i RKI, med at falde. Det indikerer altså, at danskernes privatøkonomi trods de seneste års massive udfordringer er ganske solid,« skriver privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank i en kommentar.

RKI-registret benyttes af en lang række danske virksomheder og inkassoselskaber til at registrere personer og virksomheder, der ikke får betalt deres regninger.

Den samlede gæld hos de registrerede i RKI løb op i 8,44 mia. kr., hvilket er et fald i forhold til året før og altså det laveste niveau siden 2011

Ifølge Arbejdernes Landsbank, så skyldes den solide betalingsevne blandt andet, at beskæftigelsen er rekordhøj. og i tillæg er opsparingerne høje og iveren efter at belåne friværdien er ganske lav.

»Betalingsevnen kan dog blive lidt mere udfordret i takt med, at de højere renter på variabel forrentede lån for alvor har slået i gennem. På variabel forrentede realkreditlån er renten gået fra negativt terræn til omkring 4 pct. i øjeblikket. Også for øvrige variabel forrentede lån er renten steget det seneste halvandet års tid,« skriver Brian Friis Helmer.

Det er ikke kun antallet af RKI-registreringer, som befinder sig på et lavt niveau. Det gælder også antallet af tvangsauktioner og boligejernes restancer på realkreditlån, som siger noget om betalingsevnen blandt boligejerne.

Antallet af tvangsauktioner var i 2023 på et lavt niveau, og det var tredje år i træk med få tvangsauktioner.

»Vi forventer, der kan være en tid i vente med pil op på både RKI-registreringer, restancer og tvangsauktioner. De mærkbart højere renter og inflation har bidt på budgetterne, og det øger risikoen for en periode med højere restancer, tvangsauktioner og RKI-registreringer. Vi forventer dog ikke niveauer, som minder om finanskrisen, da boligmarkedet og danskerne står et mere robust sted i dag. Og indtil videre arter tallene sig fra sin gode side,« lyder det fra Brian Friis Helmer.

Artiklens emner
Økonomiske nøgletal
Arbejdernes Landsbank