Fortsæt til indhold

Nordic Waste erklæret konkurs på fire minutter

Retten i Randers erklærede mandag det skandaleramte Nordic Waste konkurs.

Nordic Waste i Ølst ved Randers har kastet håndklædet i ringen, efter at enorme mængder jord er kommet i skred og truer med at begrave omgivelserne. Foto: Casper Dalhoff
Erhverv

Oliemilliardær Torben Østergaard-Nielsens skandaleramte miljøselskab, Nordic Waste, blev mandag erklæret konkurs ved skifteretten i Randers.

Det tog blot fire minutter for retsformand Bjarke Andersen at konkludere, at betingelserne for konkursen var opfyldt.

Efterfølgende udpegede retten et såkaldt kuratel, der skal realisere værdierne i selskabet og fordele dem blandt kreditorerne, bestående af advokaterne John Sommer Schmidt og Anders Hoffmann Kønigsfeldt.

Anders Hoffmann Kønigsfeldt repræsenterer Randers Kommune, der ifølge advokaten har opgjort sit foreløbige krav til 83 mio. kr. plus moms.

John Sommer Schmidt er indsat af to koncernrelaterede selskaber, der har ejet bygninger og grunden til en værdi af 60 mio. kr., samt Jyske Bank, der har været bankforbindelse og har et mindre tilgodehavende på cirka 1 mio. kr.

En advokat fra Kammeradvokaten var også til stede på retsmødet for at repræsentere Gældsstyrelsen og Miljøstyrelsen, men trods ønske herom lykkedes det ikke at overbevise retten om at indsætte advokat Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten i kuratellet.

Det hele var overstået på 22 minutter.

Konkursen blev varslet allerede fredag, da virksomheden offentliggjorde en pressemeddelelse om, at den ville indgive en såkaldt egenbegæring om konkurs, fordi den ikke længere var i stand til at honorere sine økonomiske forpligtelser.

Som bekendt har virksomheden siden december været ramt af et ukontrollabelt jordskred, der truer med at oversvømme både natur og landsbyen Ølst med lettere forurenet jord.

Den 19. december 2023 opgav Nordic Waste selv at inddæmme katastrofen og fyrede efterfølgende størstedelen af sine medarbejdere. Siden har kommunen overtaget arbejdet på Nordic Wastes regning.

Tidligere på måneden sendte kommunen en foreløbig opkrævning på lidt over 40 mio. kr., som altså siden er vokset til over det dobbelte. Det afgørende slag mod virksomheden kom dog i sidste uge, da Miljøstyrelsen varslede, at den ville kræve en økonomisk sikkerhedsstillelse for oprydningsarbejdet på 205 mio. kr.

Nordic Waste er som nævnt ejet af mangemilliardær Torben Østergaard-Nielsen og hans to døtre, men han har afvist at skyde ekstra penge ind i selskabet for at inddæmme miljøkatastrofen.

Familien har udlagt jordskreddet som en »uforudsigelig tragedie« og en »reel naturkatastrofe«, og den har annonceret en fond på mindst 100 mio. kr., der skal hjælpe borgere i Ølst og ofre for klimaforandringer.

Lørdag kunne Finans fortælle, at eksperter undrer sig over, hvorfor ingen tænkte på, at det var stærkt risikabelt at placere flere millioner tons jord på en gammel udgravning med plastisk ler, der bliver glat som en skøjtebane, når den bliver våd.

Mandag offentliggjorde Miljøstyrelsen så et notat fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der konkluderede, at jordskreddet har været i gang siden 2021 og ikke kan betegnes som en »naturbegivenhed af usædvanlig, uundgåelig (og uafværgelig) karakter«.

Artiklens emner
Nordic Waste