Fortsæt til indhold

Velhaver køber jysk badehotel

Hans venner »har vendt hotellet ryggen«, men nu vil Jørgen Hansen renovere det for millioner.

Illustration: Anders Thykier
Erhverv

I den lille by Agger, der er omgivet af vand og jysk vestkyst, ligger et gult badehotel. Agger Badehotel anno 1904.

Det har ligget her i 120 år med skiftende ejere. Men aldrig én med så mange penge som ham, der netop har købt det – velhaveren Jørgen Hansen.

Og det kommer til at betyde ændringer.

For mens det gule hotel i 2023 gav en bruttofortjeneste på 41.000 kr. og et underskud på 26.000 kr., skal der i år postes helt andre summer i badehotellet.

Gennem sit familieejede investeringselskab, JJH Invest, der har over 450. mio. kr. i egenkapital, har Jørgen Hansen – sammen med arkitekten Søren Sarup – opkøbt hotellet.

Jørgen Hansen har tjent stort på sit livsværk, transportfirmaet Freja, som han i 2020 solgte i en milliardhandel til Torben Østergaard-Nielsen, der står bag USTC-koncernen.

Planen for det gule hotel er løs, men dækker i første omgang over en »nænsom renovering« for omtrent 5-10 mio. kr. inden forårssæsonen i 2026.

Ifølge Jørgen Hansen er der to ting, der skal respekteres i projektet – hotellets 120 år lange historie og en forpagtningsaftale, der udløber med 2024. Derfor forventer han, at renoveringen begynder i starten af 2025.

Hvad de to opkøbere reelt har betalt for hotellet, er »en hemmelighed«, siger Jørgen Hansen.

Men af badehotellets seneste regnskab fremgår det, at den gamle gule bygning er opgjort til en værdi af 713.000 kr.

»Hvis du kigger op på et af værelserne, kan du nok også se, at det kan ikke koste så meget,« siger Jørgen Hansen.

Hvad skal I egentlig med et badehotel?

»Vi skal lave et sted, hvor folk gerne vil bo. Agger er et overset sted på vestkysten. Det ligger lige op ad Nationalpark Thy, og i tilgift er der også kommet en Michelin-restaurant til byen. Der mangler bare et sted at overnatte,« siger Jørgen Hansen.

»Jeg har nogle bekendte, der har forsøgt at overnatte på Agger Badehotel, men de har vendt hotellet ryggen, når de har set værelserne,« tilføjer han.

Derfor er det også først og fremmest værelserne, han vil lave om. Umiddelbart bliver der tale om seks suiter og et par værelser på hotellets førstesal. Og så bliver restauranten sløjfet.

»Vi skal ikke konkurrere med den Michelin-restaurant, der ligger lige på den anden side af gaden. Så hvis vi skal noget med mad, bliver det en morgenmad og frokost,« siger Jørgen Hansen.

Du siger selv, at byen er overset. Så hvordan skal gæsterne få øjnene op for Agger Badehotel?

»Ved at vi laver et rigtig lækkert sted at bo. Og så skal de være bevidste om naturen i området og om, at de kan få noget rigtig godt at spise ved at gå lige over gaden,« slutter Jørgen Hansen.

Artiklens emner
Hotel og restaurant
Agger Badehotel