Britisk ejer skærer igen dansk sportskæde til - og lukker butikker
Sportmasters nye ejere mener ikke, at den danske kæde præsterer godt nok. Derfor ruller de nu en ny strategi ud med færre butikker. Dermed er antallet blevet halveret på to år.
Den nye, britiske ejer fortsætter med at tilpasse og trimme den danske detailkæde Sportmaster. Derfor lukkes nu yderligere ni butikker i kæden for at skabe en mere lønsom forretning.
Ejeren Frasers Group, der overtog Sportmaster i maj 2022 efter en turbulent periode, bekræfter oplysningerne i en mail til Finans.
De nye butikslukninger kommer oven på sidste års trimning af den danske kæde.. Dermed vil kæden fremover bestå af 37 butikker rundt om i landet. For to år siden var antallet 75.
I en mail til Finans skriver en unavngiven talsmand for koncernledelsen hos Frasers Group, at målet er at »opbygge en bæredygtig fremtid for Sportmaster på lang sigt«.
På samme tid udtaler talsmanden om den danske detailkæde:
»Vi har købt en forretning, der ikke præsterer godt nok, som står over for store udfordringer og har en udfordrende omkostningsbase. Mens vi konstant fokuserer vores indsats på at gøre detailhandlen rentabel, er der behov for at træffe langsigtede beslutninger, der involverer potentielle butikslukninger. Det er en vigtig del af vores strategi om at skabe større og bedre butiksmiljøer, der løfter forbrugernes oplevelse, når de handler hos os.«
Sportmasters danske chef, country manager i Frasers-koncernen, Dorthe Bloch udtaler i en skriftlig kommentar om udviklingen:
»Vi er i en proces, hvor omkostningsbasen skal på plads. Det er en stor, tidskrævende opgave og påvirker medarbejdere og butiksstruktur. Vi kommer i mål og får skabt fundamentet for en bæredygtig forretning til fordel for flest mulige medarbejdere og kunder.«
I fjor oplyste Frasers Group, at Sportmaster bliver del af en strategi med titlen Elevation. Strategien er søsat midt i et hårdt konkurrencepræget marked for sportsudstyr. Det betyder bl.a. færre, men større butikker. Koncernen fastslog da, at netop flere danske butikslukninger derfor var på vej.
Det seneste regnskab viste, at Sportmaster har en negativ egenkapital på 258 mio. kr. I regnskabet fremføres det, at ejerne er klar til at sikre driften trods den svære økonomiske situation. Der er allerede siden overtagelsen i maj 2022 tilført flere tocifrede millionbeløb, ligesom det vil ske for at sikre driften i det igangværende regnskabsår.
I årsberetningen for 2022/23 skrev ledelsen bl.a. også, at den vil satse endnu mere på samarbejde med store globale mærker. Og det blev understreget, at »Nike og flere andre store brands har valgt Frasers Group til at være deres foretrukne partner i Danmark og er i gang med at trække sig fra andre detailhandlere«.
Børsnoterede Frasers Group driver en række detailvirksomheder inden for bl.a. sport, fitness, livsstil og luksusbrands. Blandt aktiviteterne er sportskæden Sports Direct med 800 butikker i Storbritannien og op mod 500 i resten af Europa.
Et regnskab for første år hos Sportmaster Danmark ApS med det ejerskab, 2022/23, som omfattede 16 måneder, viste et underskud på 218 mio. kr. før skat. Det mod et minus på 68 mio. kr. året før – med 12 måneder. Dermed er det samlede tab over de seneste fem regnskabsår på 940 mio. kr.

