Fortsæt til indhold

Her er de 16 punkter, som skal gøre det lettere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark

Fremover skal den såkaldte positivliste udvides, så også sosu-hjælpere kan hentes til Danmark udefra.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund samt aftalepartierne fremlagde en bred aftale om udenlandsk arbejdskraft i sundhedsvæsenet og ældreplejen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erhverv

I fremtiden kan sosu-hjælpere rundt omkring på plejecentrene blive hentet til Danmark fra både Flippinerne og Indien. Eller også kan jobbet udløse en opholdstilladelse, hvis man allerede befinder sig i landet.

Det er resultatet af en bred aftale, som regeringen har indgået med en De Radikale, SF, De Konservative og Liberal Alliance. Håbet er, at det kan afbøde den voldsomme mangel på arbejdskraft i sundhedssektoren og ældreplejen.

Den 10. januar kom Taskforcen om udenlandsk arbejdskraft med 16 anbefalinger, som alle er indeholdt i aftalen. Aftalen indebærer således:

1. En shortcut-autorisationsproces for særligt efterspurgte sundhedspersoner og etablering af en ny autorisationsopholdsordning.

2. Forlængelse af opholdstilladelse til at gennemføre autorisationsprocessen ved tilbud om evalueringsansættelse.

3. Undersøgelse af om udenlandskuddannede sygeplejersker, der ikke har kvalifikationer til at få dansk autorisation som sygeplejerske, ska kunne blive sosu-assistenter.

4. Udvidelse af positivlisten for faglærte med social- og sundhedshjælpere. Udlændinge skal kunne få opholdstilladelse på baggrund af ansættelse som social- og sundhedshjælper. Der indføres en kvote på 1.000 opholds- og arbejdstilladelser til udenlandske social- og sundhedshjælpere.

5. Information om muligheden for ansættelse i stillinger, der ikke kræver autorisation.

6. Afdækning af partnerskaber med tredjelande om målrettet rekruttering af sundhedspersoner. I første omgang indledes en dialog med Indien og Filippinerne.

7. Krav om arbejdstilladelse ud over opholdstilladelse skal fjernes for sundhedspersoner på autorisationsophold, dvs. læger, tandlæger og sygeplejersker.

8. Undersøgelse af muligheden for at etablere sprogforløb målrettet sundhedspersoner. Kravet om, at man skal opnå en minimumskarakter i sprogprøven inden for 12 måneder ved forskellige ophæves for alle faggrupper.

9. Ansøgning om evalueringsansættelser skal fremadrettet ske ét sted, gennem jobnet.dk.

10. Én indgang til vejledning og information på Workindenmarks hjemmeside.

11. En ansøger med statsborgerskab i et tredjeland, der har taget enEU/EØS-uddannelse som læge, tandlæge, sygeplejerske eller jordemoder, skal ikke opfylde yderligere betingelser for at opnå autorisation, end dokumentation for uddannelsen.

12. Formaliseret videreuddannelse inddrages for læger, tandlæger og sygeplejersker i vurderingen af ansøgers uddannelseskvalifikationer.

13. Fleksibel gennemførelse af evalueringsansættelser.

14. Hyppigere skriftlige fagprøver for tandlæger og e-læringskursus i dansk sundhedslovgivning.

15. Dispensation fra krav om erhvervserfaring, hvis uddannelsen er mere end seks år gammel.

16. Dispensation fra fristen på tre år for at gennemføre autorisationsprocessen.

Tiltagene vil blive evalueret efter tre år.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.