Lilla mælk og lakridsyoghurt: Specielle varer rammer hylderne
Til februar kommer der helt nye, spændende og kreative smagsvarianter i Norges supermarkeder.
Hvert år d. 1. februar er der pludseligt anderledes varer i de norske supermarkeder.
Her lancerer fødevareproducenter nemlig en række sjove smagsvarianter, skriver det norske medie E24.
Nogle falder i god jord, mens andre simpelthen er for skøre.
Tidligere har man eksempelvis kunne købe gul ketchup lavet af gule tomater, pizza med chokoladefyld fra Dr. Oetker, laksepølser til børn og voksne, samt drikkevaren Tines Dus, som var en blanding mellem mælk og appelsinjuice.
Desuden har nordmændene i en overgang kunne nyde en særlig version af smørepålægget HaPå, der minder om Nutella og normalt smager af karamel, da producenten lancerede ”limited editions” med henholdsvis ananas- og banansmag.
Mens varerne i første omgang solgte pga. nyhedsværdien, var der få kunder, der efterfølgende puttede varerne i indkøbskurven en anden, tredje eller fjerde gang, og producenterne måtte hurtigt give op og trække produkterne tilbage.
Og nu er der altså snart nye finurligheder at glæde sig til i Norge.
Hvis du skal peppe morgenbordet lidt op, kan du købe lilla mælk. Det er almindelig mælk tilsat mælkesyrebakterien BB-12, der skulle være godt for immunsystemet og fordøjelsen.
Også den velkendte og populære skyr får en opgradering. I Norge lancerer man d. 1. februar nemlig skyr med lakrids og hindbær.
I Danmark kan man finde skyr med mange smage: vanilje, mango og lime, skovbær og endda crème brûlée- eller citroncheesecake-smag.



