Fortsæt til indhold

Borgere anmeldes i sag om udskrivning af store mængder Ozempic

Tre regioner anmelder sammen 29 borgere til politiet i sag om udskrivning af Ozempic, der kan bruges som slankemedicin.

Foto: Europa Press/AP
Erhverv

Region Hovedstaden vil politianmelde 20 borgere, der i 2023 har indløst recepter til mere end tre års forbrug af Ozempic. Region Midtjylland anmelder seks borgere, og Region Sjælland tre borgere til politiet for det samme.

De tre regioner vil samtidig bede Styrelsen for Patientsikkerhed om at undersøge henholdsvis 132, 39 og 34 sager med et forbrug, der »rejser bekymring«.

Det oplyser de tre regioner i pressemeddelelser.

Modsat borgerne har Region Hovedstaden valgt ikke at politianmelde de læger, som har gjort det muligt for borgerne at få fat i de store mængder Ozempic. Lægerne er overhovedet ikke nævnt i meddelelsen.

I en udtalelse fra regionens forretningsudvalg fra sidste uge hedder det ellers, at man ikke vil tøve med også at politianmelde læger.

»Det er dybt uetisk og uforsvarligt, hvis der svindles med medicintilskud og videresælges medicin, der er mangel på, til mennesker, der ikke er syge. De, der evt. snyder fællesskabet på den måde, ønsker vi at sætte hårdt og konsekvent ind over for – uanset om de sidder på den ene eller den anden side af bordet i konsultationen,« lød det bl.a. i udtalelsen.

Ozempic er en medicin beregnet til diabetespatienter, men den har også en slankende effekt, og mistanken er, at nogle borgere, som har hentet medicinen i store mængder, har videresolgt den som slankemedicin på det sorte marked.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har for nylig i Jyllands-Posten fastslået, at regeringen vil gribe ind for at få stoppet svindel med og videresalg af dyr tilskudsmedicin som eksempelvis Ozempic.

Ute Pørksen, apoteker i Ballerup, slog alarm, da hun opdagede, at en borger på kun 11 måneder havde hentet Ozempic til 27 års forbrug. Hun mener, at lægen, som har udskrevet medicinen, bør politianmeldes, og mistænker borgeren for at have videresolgt noget af lægemidlet. Foto: Privat

Indgrebet kommer i kølvandet på en konkret sag beskrevet i Jyllands-Posten, hvor en praktiserende læge fra den københavnske vestegn på mindre end et år har udskrevet Ozempic for mere end 400.000 offentlige tilskudskroner til en enkelt borger. Det svarer til 27 års forbrug af medicinen.

Region Hovedstaden har tidligere oplyst, at man havde identificeret 28 borgere, som i 2023 har fået over 100.000 kr. i tilskud til Ozempic.

Nu oplyses tallet at være 42 borgere. Det højeste tilskudsbeløb til én borger lyder på 558.624 kr. Nummer to på listen har fået 464.639 kr.

De 20 borgere, som har hentet Ozempic til mere end tre års forbrug, og som politianmeldes, har tilsammen modtaget tilskud for 4.292.842 kr., fremgår det af pressemeddelelsen.

Styrelsen for Patientsikkerhed skal altså nu undersøge 132 sager, hvor borgerne på et år har fået udleveret Ozempic til mere end halvandet års forbrug. Region Hovedstaden oplyser i en mail til Jyllands-Posten, at den »i høj grad« interesserer sig for lægerne.

»Det er jo derfor, at sagerne – inkl. de 20 politianmeldelser – sendes til Styrelsen for Patientsikkerhed,« lyder det i mailen.

De andre regioner følger trop

Sagerne sendes til styrelsen, fordi den er den overordnede sundhedsfaglige myndighed, som – modsat regionen – har mulighed for at dykke ned i patient- og hospitalsjournalerne og kan rejse tilsynssager, hvis lægerne har udskrevet påfaldende store mængder receptpligtig medicin, skriver regionen.

Den tilføjer, at styrelsen i modsætning til regionen har en række sanktionsmuligheder og f.eks. kan udstede faglige påbud og tillige er »de rette til at vurdere, om sundhedspersoner skal politianmeldes for overtrædelse af autorisationsloven eller straffeloven«.

Jyllands-Posten har de seneste uger spurgt Region Hovedstaden, hvad man vil foretage sig i sagen om lægen og manden fra den københavnske vestegn, som i 2022 hentede Ozempic nok til 27 års forbrug.

Den sag undersøger regionen fortsat, lyder det i en mail til Jyllands-Posten.

De øvrige regioner begynder »om kort tid at politianmelde borgere, hvor der er en klart formodet mistanke om, at mængden af udleveret Ozempic ikke er til eget forbrug«.

Det oplyser Danske Regioner til Jyllands-Posten.

Politianmeldelserne kommer på et tidspunkt, hvor regionerne er meget tæt på at lægge sig fast på fælles vurderingskriterier for, hvornår en borgeres forbrug af Ozempic giver anledning til indberetning til Styrelsen for Patientsikkerhed eller politianmeldelse.

Regionerne har desuden aftalt at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende omfanget af borgere, der har et atypisk forbrugsmønster, og med fokus på styrelsens rolle i forhold til læger, der ikke udviser omhu og samvittighedsfuldhed i deres lægegerning.

»Der er tale om læger i såvel almen praksis og på sygehuse. Danske Regioner og regionerne ser gerne, at styrelsen fremadrettet får en mere aktiv rolle i forhold til at sikre, at der ikke sker misbrug,« oplyser Danske Regioner.

Styrelsen har i en mail den 18. januar gjort regionerne opmærksom på, at den ikke har hjemmel til at overvåge bl.a. lægers ordinationer af Ozempic og få lavet et træk over de læger, der udskriver mest af lægemidlet og på den baggrund oprette tilsynssager.

»Styrelsen videresender gerne henvendelser, hvor vi har mistanke om, at sundhedspersoner ”svindler” med medicintilskud til regionerne, men henset til at vi ikke er den forurettede part i de sager, vil styrelsen ikke umiddelbart foretage en anmeldelse til politiet,« hedder det i mailen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Region Hovedstaden
ozempic