Fortsæt til indhold

Novo Nordisk tjener historisk mange penge: Men hvor meget svarer det egentlig til?

Hvor mange storebæltsbroer, fodboldstadions eller abonnementer på Wegovy kan Novo Nordisk egentlig købe med sit overskud? Finans dykker ned i tallene.

Erhverv

104.000.000.000 kr.

Der er mange nuller bag den historiske fortjeneste for Novo Nordisk i rekordåret 2023. Men hvad svarer 104 mia. kr. egentlig til, hvis vi nu griber ud efter andre opgørelsesmetoder?

Lad os starte med klassiker indenfor journalistikken. Med det samlede overskud fra Novo Nordisk kunne der bygges 2,5 ekstra storebæltsbroer. En enkelt bro kostede i 2022-priser ca. 41,5 mia. kr.

Men alene med de penge Novo Nordisk har betalt i selskabsskat, får staten næsten til en tredjedel af en ny bro over landets største bælte. I 2023 landede 14,7 mia. kr. fra Novo Nordisk i den danske statskasse.

Lægger man indtjeningen fra Novo-ansattes indkomstskat til, er mere end halvdelen af broen betalt.

Novo Nordisk kunne også vælge at bruge hele sit overskud til at bygge nye fodboldstadioner med samme budget som superligaholdet AGF’s længeventede nye stadion. Så ville der skyde 160 nye fodboldstadions op i det ganske land.

Medicinalgiganten kunne også købe Danmarks dyreste hus 416 gange. Et palæ i Hellerup, som har huset Saudi-Arabiens ambassade, blev i november sat til salg for 250 mio. kr.

Vi kan også bryde det enorme overskud ned i mindre bidder. Så svarer det til, at Novo Nordisk hver eneste dag i 2023 har tjent ca. 285 mio. kr.

Det er omtrent 100 gange så meget, som Danmarks bedst lønnede embedsmand, Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, tjener – vel og mærke om året.

Den daglige fortjeneste er også lidt mere end fire gange så stor som adm. direktør Lars Fruergaard egen årlige løn i 2023 på 68,2 mio. kr.

Novo Nordisks store succes kan især tilskrives succesen med slankemidlet Wegovy. Men hvor meget Wegovy har Novo Nordisk egentlig råd til selv at forbruge, hvis selskabet ville være slankere?

Prisen for et årsforbrug i Danmark anslås at være mellem 17.000 og 31.000 kr. alt efter dosisstørrelsen. Novo Nordisk er efterhånden ret tung, derfor går vi efter den helt store dosis. Medicinalvirksomheden har 64.319 ansatte i hele verdenen, og med brug af hele overskuddet ville de hver især kunne få 52 årlige dosis af Wegovy.

Artiklens emner
Medicinalindustrien
Novo Nordisk