Arbejdede sort og fik kontanthjælp: Nu har retten talt i sagen
Det blev dyrt for en arbejdsløs mand, da han blev afsløret i at arbejde sort - endnu dyrere, da han trak sagen i retten.
Det resulterede i et stort skattesmæk for en ”arbejdsløs” mand, da han blev afsløret i at have arbejdet sort. Og nu er regningen, han skal betale, blevet endnu større, efter han trak sagen i retten.
Ifølge en afgørelse fra Skatteankenævnet fra 2021 fik en arbejdsløs mand et skattesmæk, efter politiet fandt mails og excelark med en række timesedler, som manden figurerede på.
Dokumenterne kom frem, da Politiet ransagede et firma, som den arbejdsløse mand var sendt i praktik hos af kommunen.
Manden havde mistet sit mangeårige job og modtog kontanthjælp – en ydelse, der ofte kommer med en forpligtelse til at arbejde i ulønnet praktik.
Men helt ulønnet var mandens arbejde ikke, vurderede Skat tilbage i 2021.
Ifølge de timesedler, politiet fandt, havde manden arbejdet lønnet og tjent over 1 mio. kr. i løbet af de sidste seks år. Det fremgik bare ikke af hans selvangivelse. Ligesom han fortsat modtog kontanthjælp.
På baggrund af oplysningerne blev manden opkrævet de penge, han manglede at betale i skat.
Den arbejdsløse mand var dog ikke helt enig i afgørelsen og besluttede sig for at hive Skat i retten. Han sagsøgte med påstand om, at Skat ikke havde tilstrækkelige beviser for, at han havde arbejdet sort.
Søgsmålet endte dog for nylig med en betydelig ekstraregning til manden, viser en nyligt offentliggjort dom fra Retten i Hillerød.
Retten gav ikke manden ret, og ifølge en vurdering, revisionsfirmaet BDO Danmark har foretaget, kan manden både se frem til en skatteopkrævning på omtrent 400.000 kr. og til at betale sagens omkostninger på 80.000 kr.
Ifølge BDO Danmark er sagen »sjælden«. Sager om sort arbejde kommer næsten aldrig i retten, fordi der er meget lille sandsynlighed for at få medhold, skriver revisionsfirmaet i en udmelding om dommen.
Samtidig viser dommen ifølge BDO Danmark, at skattemyndighederne ikke skal kunne bevise størrelsen af den sorte løn i kroner og ører, men at myndighederne kan nøjes med at sandsynliggøre, hvor meget der er blevet udbetalt i sort løn.
Den arbejdsløse mands skatteopkrævning blev nemlig udregnet på baggrund af skattemyndighedernes skøn, fremgår det af dommen.

